På februar-udgaven af CIFF Kids var der farverige installationer og positiv stemning. Flere brands melder desuden, at der var flere internationale indkøbere end forventet. 

Sæsonens CIFF Kids-messe var denne gang rykket til de lyse B-haller, fordi messen var vokset ud af balkonen, hvor den blev afholdt i august 2021. De farverige installationer, lavet af Alpine Office, skabte rammerne om messen og satte stemningen.

På denne udgave af CIFF Kids var der både nye udstillere og ‘gamle’ kendinge, og der var alt fra styles i rolige, skandinaviske farver til mere farverige og legende styles.

 

En særlig oplevelse at være tilbage

Ved New Generals var der både godt humør og gang i farverne. Brandet genopstod i 2020 efter at have været ’af markedet’ i flere år – og det var derfor et glædeligt gensyn at være tilbage på messen.

“Det var en helt særlig oplevelse at være tilbage på messen. I første omgang blev jeg lidt overrasket over, hvor lille messen er blevet. Jeg sammenligner jo med 2013, hvor jeg var der sidst. Der var den mange gange større med masser af modeshows og larm på den fede, hypede måde,” fortæller Majbrit Weidemann, stifter af New Generals, og fortsætter:

”Stemningen var blevet meget stille, men alligevel intim på en virkelig dejlig måde, og der var mange indkøbere. Især var jeg overrasket over, hvor mange internationale indkøbere der kom. Vi forventede stort set ingen på grund af Covid-19, men der var mange relevante for New Generals. Vi har altid vækstet utrolig hurtigt i udlandet, og det var også tendensen denne gang. Vi fik nogle gode ordrer fra både danske og udenlandske forhandlere, så jeg er utrolig taknemmelig for, at vi var der.”

 

Åbning til internationale gennembrud

Da TØJ slår vejen forbi Copenhagen Colors, summede der af liv. De farverige styles dannede rammerne om standen og afspejler brandets designunivers, der er legende og farverigt med tekstiler, tilbehør og interiør.

Det var anden gang, at brandet var på messe. Alligevel var der stor interesse fra både eksisterende og nye kunder.

”Generelt havde vi en fantastisk messe. Der var en del flere danske såvel som udenlandske kunder, end vi havde forventet grundet de coronarestriktioner, der har været op til CIFF,” fortæller Rebecca Holst, medstifter af Copenhagen Colors.

Brandet fik flere nye kunder koblet på forhandlerlisten. Blandt andet Centre Commercial Kids – Paris, der er en del Veja Sneakers-gruppen.

”De kan meget vel blive åbningen til vores internationale gennembrud, kombineret med de interessenter, vi har,” pointerer Rebecca Holst.

Copenhagen Colors fornemmede især en stor interesse for deres Core-sortiment, der indeholder farver og gode funktioner til de små. Derudover er det bygget op om basisvarer, som ikke er sæsonbetonet.

”Derudover fornemmede vi også en stigende efterspørgsel på miljømærkede produkter. Her er vi heldigvis så privilegerede, at alle vores tekstiler enten er GOTS- eller OCS-certificeret, da vi som virksomhed er GOTS-certificeret,” slutter Rebecca Holst.

 

Interesse fra store varehuse

Et andet nyere brand på sæsonens CIFF Kids-messe var Holmm, der beskriver sig selv som et bæredygtigt luksusmærke. Det er stadig et nyt brand i vækst, og netop derfor er stifter Marie-Louise Fischer glad for, at de på en messe som CIFF kan få nye kunder på og skabe interesse hos større varehuse.

”Men det er først efter messen, at vores store arbejdsindsats for alvor starter indtil ’final buy’ slut februar. Jeg synes, jeg har en god mavefornemmelse og tør godt allerede nu sige, at vi kommer til at lukke ordrebøgerne med et flot resultat for AW 22,” fortæller Marie-Louise Fischer.

Hun synes generelt, at CIFF Kids gjorde det godt i denne omgang, og at messen var godt besøgt. Især fra udlandet i modsætning til foregående år.

”Det var selv helt store spillere som Tsum fra Ukraine, Gallery Lafayette fra Frankrig, Luisa Via Roma fra Italien, Boozt fra Sverige, Pantechnicon fra UK og flere mindre butikker fra store dele af verden,” siger Marie-Louise Fischer og tilføjer, at der dog ikke var helt så mange brands på messen, som man kunne have håbet på – og at det ville gøre noget godt for messen, hvis der var flere af de større brands med.

 

Foto: CIFF Kids, Instagram