For to år siden kom New Generals tilbage på markedet med en strategi om udelukkende at benytte direct-to-consumer salg. Men interessen for brandet har været over forventning, så nu går virksomheden igen ind på wholesalemarkedet. ”Det er gået op for mig, at paratheden er der på et helt andet niveau, end jeg regnede med,” siger stifter Majbrit Wiedemann. 

Som en fugl Føniks genopstod New Generals i 2020 efter at have været af markedet i seks år. Brandet blev relanceret som et onlineunivers, hvor alle aktiviteter henvendte sig direkte til slutforbrugeren. Men allerede sidste år gik det så godt, at brandet i foråret åbnede den første fysiske butik. Nu tager virksomheden endnu et strategisk skridt, for interessen for New Generals er vokset så meget, at brandet genåbner for wholesale.
”Det er gået op for mig, at paratheden er der på et helt andet niveau, end jeg regnede med. Jeg var simpelthen for hurtig til at dømme wholesale ude i sin tid,” siger Majbrit Weidemann, stifter af New Generals, og fortsætter:

”Nu har jeg brug for at komme ud på markedet igen og mærke efter, hvordan temperaturen egentlig er. Tidligere har jeg været vant til at stå på messer verden over, hvor vi alt for ofte oplevede, at det var designet, der drev salget, og at bæredygtigheden alene ikke rigtig havde værdi for hverken forhandlerne eller forbrugerne. Det var svært at have visionerne dengang, når der ikke var bredere støtte til det.” Det er vigtigt for Majbrit Weidemann, at forhandlerne køber ind i brandets bæredygtige vision og forstår konceptet, der er baseret på basisvarer, som er lavet på et stærkt DNA. New Generals’ design ændrer sig ikke meget, og forhandlerne skal se det som en værdi at købe ind i den type brand. ”Det er min opfattelse, at det fylder en del hos forhandlerne, at de kan få varer på hylderne, der ikke nødvendigvis hedder sommer- eller vintervarer eller passer til en specifik periode. Der kan jeg virkelig se, at markedet er afhængigt af, at brands tænker på en anden måde.”

New Generals
Certificering skiller fårene fra bukkene

New Generals er netop igen blevet GOTS-certificeret, og ifølge Majbrit Wiedemann er der opstået en fornyet respekt for de krævende certificeringer, og det arbejde, der går forud. Da New Generals første gang kom på markedet, vidste næsten ingen, hvad brandets GOTS-certificering betød. I dag er historien en helt anden.
”Det skiller fårene fra bukkene. Forhandlerne vil gerne have varer, hvor de kan være transparente over for forbrugerne om, hvordan varerne er mere bæredygtige. Det er en fordel for dem, når de kan vise en certificering og skrive det under produkterne,” fortæller hun og tilføjer, at hendes oplevelse er, at efterspørgslen på transparens i arbejdet og dokumenterede resultater vokser i takt med, at lovgivningen strammes, og kravene til certificeringer forhindrer letkøbte løsninger. Generelt oplever Majbrit Wiedemann, at andelen af retailers med en grøn profil er steget markant, siden New Generals sidst var på wholesalemarkedet.

 

Tøjet skal holde længere

Det skal kunne bruges hver dag. Sådan er tankegangen bag tøjet fra New Generals, og netop derfor har brandet med vilje ikke mange forskellige styles.

”Jeg har trimmet konceptet og er gået væk fra tøj og produkter, som jeg vurderer, kun vil blive brugt ved få lejligheder. For eksempel skjorter og kjoler,” siger Majbrit Wiedemann og fortsætter:

”Forbrugerne skal kunne bruge tøjet igen og igen. Jeg ser det som en styrke at have færre styles, ikke et kompromis. For det stramme koncept gør, at det hele kan sammensættes på kryds og tværs, og det betyder, at produkterne vil blive brugt igen og igen.”

Stifterens opfattelse er, at markedet tydeligvis er langt mere parat til et koncept som New Generals end før i tiden. Interessen for at betale lidt mere for ansvarligt produceret tøj er voksende. Ikke kun fra forbrugernes side, men også hos forhandlerne, der til gengæld skal tænke forretningen lidt anderledes og tjene mere på det enkelte salg.

”Jeg glæder mig til at samarbejde med forhandlerledet igen. Det er et bredt fundament til at komme ud til flere forbrugere, og jeg er spændt på at se, hvordan det bliver taget imod,” slutter Majbrit Wiedemann.

 

Foto: New Generals