Med omkring 300 brands og fokus på stabilitet, planlægning og relationer fastholder ILM sin position som specialiseret indkøbsmesse for tasker og accessories.
Når ILM slår dørene op i Offenbach fra 7. til 9. februar 2026, sker det med ambitionen om fortsat at fungere som et centralt mødested for den internationale taske- og accessorybranche. Omkring 300 brands fra 25 lande præsenterer kollektioner til efterår/vinter 2026/27, og messen forventer indkøbere fra mere end 60 nationer.
Dermed fastholder ILM sin rolle som en af de få rendyrkede specialmesser med international rækkevidde i et marked, hvor mange fagmesser kæmper med faldende relevans og deltagelse.
“Vi er unikke. Denne konstellation findes kun i Offenbach. Det er hemmeligheden bag vores succes,” siger Arnd Hinrich Kappe, administrerende direktør for Messe Offenbach.
ILM fungerer fortsat som et samlet indkøbsvindue for accessories, tasker, rejseartikler og skoleartikler og samler både europæiske og internationale aktører på ét sted.
Tydeligt fokus på AW 26/27
Messen er målrettet indkøb til efterår/vinter 2026/27 og ligger tidligt i indkøbskalenderen. For detailhandlen giver det mulighed for at skabe overblik over markedet, mens brands bruger messen til at afprøve kollektioner og fastholde relationer til eksisterende kunder.
Ifølge arrangøren er kontinuitet et bærende element.
“Velkendte brands har igen bekræftet deres deltagelse. De bruger ILM til at pleje eksisterende kontakter og tiltrække nye kunder,” siger Kappe.
Netop de tilbagevendende udstillere udgør fortsat rygraden i messen og bidrager til en stabil struktur, som gør ILM forudsigelig og anvendelig for indkøbere på tværs af sæsoner.
Messeformatet justeres
Samtidig arbejder ILM med at justere messeformatet i takt med ændrede arbejdsgange i branchen. Det sker blandt andet gennem talks, events og mere kuraterede mødefora, som skal understøtte videndeling og netværk.
Ifølge arrangøren er målet ikke at flytte fokus væk fra handel, men at supplere den klassiske messefunktion.
“Vi er et velfungerende mødested for branchen. Det afspejles i de mange programpunkter, som er med til at definere ILM,” fortæller messedirektøren.
ILM fastholder dermed sin rolle som handelsmesse, men med et format, der i højere grad tager højde for, at relationer, dialog og markedsindsigt fylder mere i indkøbsprocessen end tidligere.
ILM Edition #163 afvikles parallelt med Ambiente i Frankfurt og forbindes via shuttlebus, hvilket giver indkøbere mulighed for at kombinere flere messer på samme tur.
Foto: PR







