Den forholdsvis spæde virksomhed Shaping New Tomorrow har for alvor sat sejl og drømmer om at erobre både den nationale og internationale scene. Med store ambitioner, og i jagten på et mere behageligt alternativ til de klassiske jeans, har tre barndomsvenner fra Støvring kastet sig ud på det skånselsløse modemarked. Herretøjsuniverset har fået en ny spiller, og i en atmosfære af stjernestøv har TØJ været heldig at fange Kasper Ulrich, CEO hos SNT, og hans to meddirektører.
Slidstærke arbejdsbukser til mænd, der var beskæftigede på fabrikker, i miner eller som jernbanefolk var datidens set-up. De var praktiske og billige at fremstille, men er det den type bukser, som den moderne mand har behov for? Det var et centralt spørgsmål, som tre Støvring-drenge stillede sig selv, og det blev eksistensgrundlaget for hele deres forretning, modebrandet Shaping New Tomorrow.
Vi skal tilbage til de, for mange, frygtindgydende gange på et ganske almindeligt gymnasium for at tilnærme os begyndelsen på Shaping New Tomorrow, som nu både har en fysisk butik og en onlineshop. Selv om de tre venner, Kasper Ulrich, Christian Aachmann og Christoffer Bak, ikke har gået på samme skole, samledes de alligevel om en udfordring, som savnede en løsning.
”Det største problem var, at man aldrig vidste, hvad man skulle i eller efter skole. Skulle man spille fodbold eller lave noget, som krævede en lidt pænere påklædning? Det var vigtigt, at kunne se præsentabel ud samtidig med, at tøjet var bevægeligt,” fortæller Kasper Ulrich, CEO i SNT.
Ideen var allerede på tegnebrættet i 2013, men Shaping New Tomorrow blev først endeligt stiftet i 2015. Ifølge Kasper Ulrich er bukser noget af det første, manden vælger at tage af inden for hjemmets trygge rammer, for at kunne skifte til noget mere behageligt – et par shorts eller nogle joggingbukser.
”Vi har fundet et hul i markedet. Hele ideen er at skabe nogle bukser, som gør joggingbukser redundante. Hvis man skal producere noget, der tilnærmelsesvis lever op til kvalitetskriterier, er det virkelig dyrt. Vi ønsker at skabe noget, der kan tilbyde kunderne ’value for money’. Du behøver ikke give 1.500 kroner for et par kvalitetsbukser,” fortsætter han.
På nuværende tidspunkt er de tre stiftere studerende og har indtil videre levet af SU’en. Virksomhedens indtjening skal udelukkende gå til investeringer, så SNT kan vækste.
The perfect pants
”Der var ikke rigtig nogen, der lavede dét, vi gjorde. Jeg vil nærmest påstå, at vi var firstmovers på at lave pæne bukser, der føles som joggingbukser – uden at vi skal virke alt for kække,” siger Kasper Ulrich med et smil i stemmen.
Designprofilen er selvfølgelig lagt fast. Shaping New Tomorrow tager afsæt i sine skandinaviske rødder og bryder igennem med et minimalistisk udtryk, som samtidig afspejler det klassiske herretøjsdomæne. Stilrent, elegante snit og konservative islæt. Magien indtræffer, når tøjet kommer under kærlig komfort-konvertering.
”Vi arbejder meget med at inkorporere behagelighed – den samme, man finder i
verdenen inden for sportstøj,” fortæller Kasper Ulrich.
Lige nu ligger produktet ’The perfect pants’ øverst på kundernes ønskeliste. Bukserne består af 97 procent bomuld og 3 procent elastan. Der er mange varianter af de forskellige tekstiler, men de tre venner er meget optaget af at kunne håndplukke.
Shaping New Tomorrow producerer sit tøj i Portugal, hvor tingene bliver håndsyede. Der bliver endvidere udført en del tests, så materialerne er i orden. I samarbejde med fabrikanterne har SNT eksempelvis udviklet en soft-wash, som gør bukserne blødere og garanterer, at farven bibeholdes. Brændpunktet for SNT er altså kvalitet udover det sædvanlige til en pris, hvor alle kan være med: ”Unikt fokus på komfort og funktionalitet i tøjet,” tilføjer han.
”Vi kan knap nok følge med”
Hos SNT er kvaliteten af materialerne i højsædet, og fabrikkerne, der producerer tekstilet, kører på højtryk. For et år siden havde Shaping New Tomorrow én maskine, der kørte konstant. Nu har det udviklet sig til tre maskiner med en udvidelse til seks på vej.
”99 procent af dét, som fabrikkerne producerer, er kun til os. De har heraf meget fokus på, hvad vi ønsker og har behov for i processen,” forklarer Christoffer Bak, som blandt andet er producentansvarlig.
Behovet for udvidelse vidner om succes, men uagtet den privilegerede situation, opstår der udfordringer i lagerhallerne. På nuværende tidspunkt har SNT 3.000 ordrer, som stadigvæk ikke er blevet behandlet – det skyldes forudbestillinger fra kunderne.
”Efterspørgslen har været fuldstændig overvældende – vi kan knap nok følge med,” kommenterer Kasper Ulrich forpustet.
Den stigende efterspørgsel tager afsæt i solide produkter og god kundepleje, mener han. Han fortæller også, at den eneste negative feedback, virksomheden har fået, som for øvrigt er en sjældenhed, handler om leveringsudfordringer. Dog er indtrykket, at der helt overordnet er meget positiv stemning iblandt kunderne:
”Kunderne er generelt ellevilde, hvilket jo er skønt. Dem, der køber hos os, køber ikke andre steder igen – det er meget loyale kunder, vi har,” tilføjer marketingansvarlig, Christian Aachmann.
SNT på tværs af grænser
Det sidste lange stykke tid har der ikke været megen søvn at hente for de tre SNT-drenge – 16 til 17 timer i døgnet inklusiv søndag. Men på trods af de ubarmhjertige arbejdstider er motivationen i top:
”Selv om det er ekstremt hårdt, så har vi sgu alle sammen været meget glade for den overvældende interesse, vi har fået,” fortæller Kasper Ulrich.
Shaping New Tomorrow beskæftiger fem mand, men kigger på at udvide medarbejderstaben – faktisk med endnu en barndomsven, som skal have ansvaret for den eksterne kommunikation. Lige nu ligger virksomheden i særdeleshed mange arbejdstimer i den nye kollektion, som bliver frigivet start maj. I juli tilføjer virksomheden endvidere både skjorter og habitjakker til produktsortimentet:
”Man skal kunne suite sig op, men samtidig føle at man render rundt i en pyjamas,” kommenterer Kasper Ulrich med et grin.
Shaping New Tomorrow forhandles allerede i udlandet, men langt fra i det ønskede omfang. Drømmen for Støvring-drengene er, at komme ud over de danske grænser, blive etableret på tværs af grænser og oprette flagskibsbutikker. Mange store kæder i dag vælger at satse på fordelene ved e-handel, men SNT vil i en anderledes retning:
”Jeg kan godt forstå, at mange store virksomheder lukker ned for sine fysiske butikker – der er store forpligtigelsesomkostninger, som kan skæres fra og modsat meget at hente på online-niveau. Vi tror dog på, at dét community, og de oplevelser vi kan skabe i vores fysiske butikker, er uvurderlige. Den vej går vi, og den vej tror vi på kan komplimentere vores online-oplevelse,” afrunder Kasper Ulrich entusiastisk.