Den midtjyske børnetøjskoncern oplever en mindre tilbagegang. ”Vi har brugt 2023 på at styrke vores nøgletal og sikre, at vi har haft friheden til at være klar til opkøb og nye investeringer,” lyder det fra CEO’en.

Brands4kids har oplevet en mindre tilbagegang i omsætning i 2023 mod sidste år. Omsætningen ender på 341 mio. kroner og med et resultat før skat på cirka 21 mio. kroner mod et resultat på over 35 mio. kroner før skat i 2022.

”Vi har brugt 2023 på at styrke vores nøgletal og sikre, at vi har haft friheden til at være klar til opkøb og nye investeringer. Vi har fået reduceret vores lagre markant, halveret vores bankgæld samt styrket vores samarbejder både med kunder og leverandører,” fortæller CEO hos Brands4kids Erik Andreæ og fortsætter:

”Det er klart, at jeg havde – trods mine forventninger om et udfordrende år – håbet, at vi kunne have leveret et resultat på niveau med 2022. Men det stod meget klart allerede i starten af 2023, at vi stod overfor en del afsætningsmæssige forhindringer, som vi ikke kunne påvirke selv. Derfor har vi taget fat i det, som vi har kunnet påvirke, og sikret, at vores indtjening fortsat er tilfredsstillende og vores finansielle position er klar til yderligere opkøb og vækst.”

Brands4kids fortsætter dermed deres strategi om at være en global spiller med fokus på at opbygge stærke partnerskaber med deres kunder inden for baby- og børnetøj:

“Resultaterne af de indsatser vi arbejder med gør, at vi kommer styrket ud af 2023, hvor opkøb af både HutteliHut og United Brands i Holland er egenfinansieret,” fortæller CEO’en videre.

Global strategi
”Vi har i mange år haft fokus på, at vi er en Skandinavisk aktør med en stor andel af vores omsætning i Europa. Vi ser en større og større interesse for vores brands i udlandet og derfor har vi tilrettet vores strategi i retningen af at være en global virksomhed. Som Multibrand hus har vi en tæt dialog med vores kunder og derfor har vi behov for at være tættere på kunderne. Så med opkøbet af United Brands i Holland føler vi, at vi er tættere på der, hvor vi ser en vækstmulighed,” siger Erik Andreæ.

Opkøbet i Holland har resulteret i et kontor og showroom på 750 m2, hvor alle brands nu er repræsenteret og cirka 20 personer ansat:

”Det er ikke nogen hemmelighed, at én af vores styrker er, at vi er et multibrandhus med stærke kategorier indenfor basic, fashion, outdoor og accessoires. Det giver os muligheden for at indgå partnerskaber med vores kunder – og specielt i disse her tider, hvor der er uro i mange lande, står vi jo alle i en fælles situation om at have indtjening på det, vi laver – og det er her Brands4kids har mulighed for at være en stærk partner,” fortæller Erik Andreæ.

Det faldende børnefødselstal påvirker fremtiden
”Der er ingen tvivl om at vi ser ind i en fremtid, hvor de vækstrater vi har set de sidste to til tre år, ikke vil fortsætte. Vi ser allerede nu, at vores kunder er udfordret af et forandret forbrugsmønster, hvor forbrugeren har større fokus på at købe secondhand og lave et godt køb i form af varer på kampagne, betyder mere og vil tilmed påvirke vores kunders salg ud af forretningen”, siger Erik Andreæ.

Dertil er fødselstallet de sidste to år faldet mellem 3-7 procent i det meste af Europa, hvilket har stor påvirkning på nogle af de lidt dyre kategorier som flyverdragter, jakker og sko.

”Som fortalt sidste år forventede vi også, at 2023 blev påvirket af den usikkerhed, der er ude i den store verden. Selvom der fortsat er en del penge ude i samfundet, er det tydeligt at se, at forbrugeren har et lavere rådighedsbeløb som følge af de stigende renter og øgede leveomkostninger. Det har vi klart kunnet mærke hos Brands4kids, hvilket har betydet, at vi har kigget ind i vores strategi, således at fokus er rettet mod at sikre en profitabel vækst de kommende år,” slutter Erik Andreæ.

Foto: Brands4kids