Det københavnske modebrand oplever tilbagegang, men leverer fortsat overskud. “2025 var et investeringsår præget af strategiske beslutninger og strukturelle tilpasninger,” lyder det.
Skall Studio ApS har netop offentliggjort nyt regnskab for perioden 1. januar 2025 til 31. december 2025.
I det nye regnskab falder virksomhedens årsresultat til 1,57 mio. kroner mod 5,75 mio. kroner året før. Samtidig er bruttofortjenesten faldet fra 23,7 mio. kroner til 22,3 mio. kroner i 2025-regnskabet.
Virksomhedens egenkapital er steget til 20,6 mio. kroner mod 19 mio. kroner året før.
Ifølge ledelsesberetningen voksede omsætningen med cirka 10 procent i regnskabsåret, hvilket ifølge virksomheden afspejler “en fortsat efterspørgsel efter brandets kollektioner og en stærk tilknytning til kundebasen”.
I løbet af året styrkede Skall Studio samtidig sin fysiske detailtilstedeværelse med åbningen af en ny butik på Værnedamsvej i København.
Ledelsen beskriver samtidig 2025 som “et investeringsår”, hvor strategiske beslutninger og strukturelle tilpasninger er blevet prioriteret højere end den kortsigtede indtjening.
“Disse initiativer forventes at understøtte et stærkere og mere skalerbart forretningsgrundlag i de kommende år,” lyder det i ledelsesberetningen.
Det københavnske modebrand blev grundlagt i 2014 af søstrene Julie og Marie Skall og har gennem de seneste år styrket sin internationale position med fokus på tidløst design, naturmaterialer og langsigtet brandopbygning.
Tidligere i 2026 meddelte Skall Studio desuden, at CEO Morten Linnet stopper efter to år i virksomheden. Den daglige ledelse er nu igen overtaget af stifterne Julie og Marie Skall.
Nøgletal for Skall Studio:
| 2025 | 2024 | 2023 | |
| Omsætning | - | - | - |
| Bruttofortjeneste | 22.268.930 DKK | 23.738.828 DKK | 16.311.431 DKK |
| Resultat før skat | 2.183.246 DKK | 7.547.301 DKK | 4.590.959 DKK |
| Årets resultat | 1.573.245 DKK | 5.750.071 DKK | 3.558.304 DKK |
| Balance | 31.490.824 DKK | 29.423.981 DKK | 23.048.448 DKK |
| Egenkapital | 20.610.532 DKK | 19.037.287 DKK | 13.287.216 DKK |
Foto: Skall Studio






