Virksomheden, der står bag det populære sneakerbrand, afslutter 2019/20-regnskabet med et tocifret millionunderskud grundet et mørkt forår med Covid-19. Ejerne bag benyttede dog tiden fornuftigt og tilbagekøbte wholesaleforretningen på 10 markeder.
“For os er et minus et minus – uagtet størrelsen på det. Så da vi kunne se, det var uundgåeligt at lave underskud pr. 30. juni 2020, accelererede vi de beslutninger, min forretningspartner Thomas og jeg havde haft i lang tid – blandt andet ønsket om at købe brandet ud af diverse agent- og distributøraftaler.”
Sådan lyder det fra medstifter og CCO i State of North, virksomheden bag sneakerbrandet Arkk Copenhagen, Kasper Høj Rasmussen, der ejer virksomheden med Thomas Refdahl, i forbindelse med virksomhedens offentliggørelse af 2019/20-regnskabet, der udviser et underskud på -12,5 mio. kroner. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget – og det mørke efterår og millionstore underskud fik de to stiftere til at fremskynde deres forretningsplaner. Hele foråret blev brugt på at forhandle med agenter og distributører om at købe rettighederne til salget af Arkk Copenhagens produkter tilbage, og da arbejdet var overstået, lige før regnskabsåret skulle afsluttes den 30. juni 2020, stod de to stiftere med yderligere 10 markeder på hånden.
“Vi kontrollerer nu over 80 procent af Arkk Copenhagens omsætning på wholesale selv – direkte til kunderne. Kort sagt kan man sige, at vi gjorde det umulige muligt på grund af corona. Med denne forretningsmodel skaber vi et stærkt bånd til kunderne, øger vores gennemsalg, øger vores indtjening og mulighed for at planlægge med kunderne længere frem end blot næste indsalg, som ofte er mentaliteten ved mange agenter og distributører,” forklarer Kasper Høj Rasmussen.
2021 kan blive det bedste i Arkk Copenhagens historie
Årets minusresultat skyldes i høj grad konsekvenserne af Covid-19. Virksomheden har derfor nedskrevet et tocifret millionbeløb på balancen på diverse investeringer, der er foretaget gennem de sidste fem år. Tre udenlandske selskaber er blevet lukket, to ud af tre af selskabets egne butikker er blevet lukket og afskrevet, og varelageret er blevet nedskrevet. Det betyder, at selskabets soliditetsgrad fortsat ligger på 51 procent, skriver stifterne i pressemeddelelsen.
“For os har de sidste ni måneder handlet altoverskyggende om at skabe en stærk virksomhed og et brand, der kan modstå alt. Således har vi lukket alle disse aktiviteter af samme årsag, som vi har købt 10 markeder tilbage – for at skabe en lean organisation med fuld kontrol,” udtaler Thomas Refdahl, der er virksomhedens adm. direktør.
State of North har desuden lagt regnskabsåret om, således at det nu følger kalenderåret. Virksomheden afslutter derfor endnu et regnskab den 31. december, og de mange optimeringer har betydet, at State of North allerede er tilbage i plus igen.
“I virkeligheden er vi nu et bedre sted end før corona, og Arkk Copenhagen er et top tunet selskab, der starter på et nyt regnskabsår den 1. januar 2021, og da vi allerede har solgt ind til butikkerne for første halvår af 2021, er det fantastisk, at vi som hold kan kigge ind i et 2021, der tegner til at kunne blive det bedste i Arkk Copenhagens historie. Kan vi gøre det midt i den største krise, erhvervslivet har oplevet i årtier, så kan vi gøre alt,” afslutter Thomas Refdahl.
Foto: Fra venstre: Kasper Høj Rasmussen og Thomas Refdahl