Den familieejede skovirksomhed oplever tilbagegang i deres nye regnskab, men de leverer fortsat et millionresultat. “Hvis vi kigger på både markedet, og at vi omtransformerer os i 2023, er det et acceptabelt regnskab,” fortæller CEO’en.

Atc Footwear A/S, der står bag Angulus, har netop indberettet nyt regnskab, som er gældende for perioden den 1. januar 2023 til den 31. december 2023.

Årsresultatet i det nye regnskab lander på 2,76 mio. kroner sammenlignet med 9,71 mio. kroner sidste år. Bruttofortjeneste ender på 15,8 mio. kroner. Det nye regnskab viser desuden en egenkapital på 36,1 mio. kroner mod 36,3 mio. kroner forrige år.

”Hvis vi kigger på både markedet, og at vi omtransformerer os i 2023, er det et acceptabelt regnskab. Vi taber cirka 10 procent i omsætning. Det er vi grundlæggende utilfredse med, og når vi går tilbage, jubler vi ikke ligefrem,” siger CEO Sebastian Dawe om regnskabsresultatet, og fortsætter:

”I 2023 stopper vi vores distribution af bl.a. Clarks og går til kun at have fokus på Angulus. Det har været en stor beslutning. Vi har tidligere spillet på flere heste, og nu fokuserer vi på det, vi tror, vi er bedst til.”

Danmark er fortsat Angulus’ kernemarked, og her bliver familievirksomheden i 2023 ramt af, at markedet generelt er udfordret i forhold til børnetøj- og sko med tilbageholdne forbrugere og et større fokus på genbrug hos børnefamilierne. Samtidig oplever Angulus, at de fortsætter med at styrke deres onlineposition som et premium-skobrand til både kvinder og børn.

”2023 bød også på et udfordrende råvaremarked, der var dyrt og svært. Men vi lykkedes med at leve op til det, vi lover – og dermed opretholde vores høje kvalitet og leveringssikkerhed. Vi oplevede rigtig god fremgang i Kina indtil anden halvdel af 2023, hvor de også blev ramt af lokale makroøkonomiske udfordringer. Vi ser fortsat, at Belgien leverer rigtig godt. Vi tror på, at vores forretning i udlandet skal bringe vækst fremover,” fortæller Sebastian Dawe.

Hos Angulus insisterer de på at investere – forstået på den måde, at det koster både energi og penge at flytte sig strategisk – og nu er handler det kun om Angulus:

”Vi ved, vi har nogle rigtig gode produkter, der er dét værd, de koster. I år fejrer vi 120-års jubilæum, og vi insisterer stadig i dag på den gode kvalitet, der holder i lang tid. Tingene bevæger sig i lange strøg, og vi tager det i et seriøst, men afslappet tempo og afsøger de muligheder, som vi kan følge med i. Vi er en familieejet virksomhed, der finansierer sig selv, og det betyder også, at vi bruger meget energi på at sørge for, at Angulus er en dejlig virksomhed med gode værdier,” slutter CEO’en

Dyk ned i virksomhedens nøgletal her.

Nøgletal for Atc Footwear A/S

  2023 2022 2021
Omsætning80.953.969 DKK89.450.679 DKK82.621.612 DKK
Bruttofortjeneste15.808.025 DKK19.209.319 DKK23.771.010 DKK
Resultat før skat3.092.383 DKK10.956.982 DKK10.323.823 DKK
Årets resultat2.760.524 DKK9.713.368 DKK8.243.434 DKK
Balance42.444.270 DKK44.614.036 DKK40.252.734 DKK
Egenkapital36.141.327 DKK36.380.803 DKK29.417.435 DKK

Foto: Angulus