Smykkebrandet ByBiehl åbner endnu en flagskabsbutik i Danmark – denne gang med placering i Latinerkvarteret i Aarhus.

Efter ni år på markedet åbnede smykkebrandet ByBiehl sin første flagskibsbutik på Købmagergade i København i maj 2019.

Efter længere tids overvejelse og med en passende lokation der bød sig, åbner smykkebrandet nu sin anden flagskibsbutik i Danmark – denne gang med en placering i Latinerkvarteret i Aarhus.

“Vi havde besluttet os for, at skulle vi åbne en butik i Aarhus, så ville vi gøre det ordentligt og på en rigtig god lokation. Så da muligheden bød sig for en fantastisk placering på det hyggelige Klostergade i Latinerkvarteret, slog vi til”, fortæller Charlotte Biehl i en pressemeddelelse.

Flagskibsbutikken skal ikke kun ses en butik men også som et showroom, hvor kunder kan prøve hele kollektioner. ByBiehl ønsker at skabe en helt unik oplevelse, hvorfor det også er muligt at komme ind i butikken og se helt specielle unikasmykker, som ikke kan findes andre steder.

Derudover fortæller Charlotte Biehl i pressemeddelelsen, at åbningen også sker som et taktisk led i at blive mere synlige på et konkurrencepræget marked.

Lige nu vil ByBiehl fokusere på sin nye butik i Aarhus og lære mere om retail. Med tiden kan Charlotte Biehl dog ikke afvise, at virksomheden åbner butikker på de markeder, hvor de allerede eksisterer, herunder i Norge, Sverige og Storbritannien.

Butikken i Aarhus åbner den 12. september 2019.