Salget inden for detailbranchen har generelt været faldende de sidste par måneder, hvor det er gået værst for beklædning. I februar 2019 ser det dog anderledes ud for tøjsalget, der nu har bidraget til en øget detailhandel.

Efter to måneder med et faldende salg i detailbranchen, trækker tøjsalg nu detailhandlen op. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Tøjsalget i februar var med til at hive det samlede detailsalg op med 0,2 procent fra januar til februar 2019. Fra december 2018 til januar 2019 faldt detailsalget med 0,3 procent, og endnu værre så det ud fra november til december 2018, hvor detailsalget faldt med 0,8 procent.

Tøjsalget var den kategori, der de sidste måneder af 2018 oplevede det største fald. I februar vendte skuden så for første gang i flere måneder, hvor salget af beklædning steg med 1,9 procent i forhold til salget af tøj i januar 2019.

Mens tøjsalget steg, oplevede kategorier som fødevarer og andre dagligvarer i detailbranchen stagnation, mens forbrugsvarer oplevede tilbagegang i salget.