Hos Ambiente, der leverer messestande og indretningsløsninger til detail og kontorer, har coronapandemien vendt op og ned på fordelingen af opgaver. Virksomheden har skruet ekstra op for retailløsninger, hvor blandt andre Minimum har fået lavet en shop-in-shop løsning. 

Hvad gør man, når man som Ambiente, der specialiserer sig i at levere messestande og indretningsløsninger til detail og kontorer, pludselig fra den ene dag til den anden bliver ramt på grundkernen i forretningen?

Det var nemlig, hvad der skete, da Covid-19 ramte tilbage i marts, og et væld af messer blev aflyst, og butikkerne måtte lukke. Umiddelbart så det sort ud for den aarhusianske virksomhed, men de fik hurtigt vendt situationen til noget positivt.

”Hos Ambiente ser vi lyst på fremtiden. Verden har ændret sig, men virksomhedernes grundlæggende behov for at promovere varer er uændret. Vi skal fortsat hjælpe danske og internationale virksomheder med at skabe funktionelle markedspladser – i en eller anden form,” fortæller Michael Skjødt, som er ejer af Ambiente og Creative Director, til TØJ.

Fra den ene dag til den anden forsvandt arbejdet til mange medarbejdere, og andre kollegaer i branchen måtte sende medarbejdere hjem. Men det blev ikke løsningen hos Ambiente. De vurderede, at det var vigtigt at beholde alle mand på dæk, og ingen blev derfor hjemsendt.

I stedet valgte virksomheden af fokusere på at insource så meget som muligt for at holde gang i virksomheden. Derudover var det også vigtigt at vende blikket mod de ben i virksomheden, som stadig var efterspurgte.

Trods en krise skal brands stadig sælge deres varer, og det er netop her, at Ambiente har vitale kompetencer: at promovere varer, forklarer Michael Skjødt.

’Den nye normal’ blev vendt og drejet hos Ambiente – og gør det til stadighed. Det har blandt andet resulteret i, at virksomheden har planer for, hvordan man kan bygge messestande til en lavere pris, og hvordan brands kan skabe pop up-events for mindre grupper af mennesker med en midlertidig arkitektur.

Ifølge Ambiente har flere af kunderne speedet op for indretning af domiciler og butikker. Så når messerne er lammet, har Ambiente valgt at lægge yderligere vægt på de ben i virksomheden, som ikke drejer sig om messestande. Det har betydet, at messe- og indretningsleverandøren under krisen er vækstet med 63 procent på de forretningsben, som ikke har med messer at gøre.

Minimum, shop-in-shop
Minimum: “Shop-in-shops er et af de vigtigere touchpoint for os”

TØJ har taget en snak med Maria Bill Rasmussen, PR & Expression Responsible hos Minimum, om det nylige samarbejde, hvor Ambiente har hjulpet med at lave en ny shop-in-shop løsning til brandet.

 

Hvad har Ambiente lavet for jer?
“Vi havde brug for en shopløsning, som både kunne understøtte vores nordiske brand dna og internationale outlook. Ambiente har designet og bygget en eksklusiv, unik og funktionel løsning, som markerer vores position i markedet og understøtter brandet. Udtrykket er den perfekte balance mellem det stramme og det mere organiske. Trælamellerne og egetræspanelet bidrager med varme til vores ellers stringente look, og det unikke, arkitektoniske interiør holder universet elegant og minimalistisk.”

 

Hvordan har rollefordelingen mellem jer og Ambiente været?
“Ambiente har bistået os i alt fra den kreative proces til udvikling og endelig eksekvering af shoppen. Sammen har vi fundet løsningen og sat retningen for et retaildesign, der nemt kan skaleres op og ned samt genanvendes på ny. Det har været særligt vigtigt for os, at det endelige koncept skulle indeholde en holdbar løsning med fokus på kvalitet, lang levetid og mulighed for genanvendelse. Det har Ambiente og deres designteam været de rette til at få os i mål med.

 

Hvordan er det gået med eksekveringen af shoppen under Corona-krisen?
“I stedet for at afvikle har vi, midt i krisen, bevaret vores fokus på at udvikle. Det gør vi med tanke på at stå stærkere, når vi forhåbentligt snart kommer på den anden side af krisen. Krisen tvinger os samtidig til at skære ind til benet i forhold til, hvad der er vigtigst for os at udvikle på. Her er vores shop-in-shops et af de vigtigere touchpoint for os, som vi ikke ønsker at gå på kompromis med. Derfor er det også gået godt med eksekveringen.”

Minimum, shop-in-shop