”Tal som i dag er grufuld læsning, hvor danskernes forbrug oplever det kraftigste fald på en enkelt måned i 20 år,” fortæller cheføkonom Jeppe Juul Borre om de nyeste tal fra Danmarks Statistik. Dog mener flere økonomer, at tallene ikke er så slemme som frygtet.
Detailsalget i Danmark faldt med hele 2 procent i marts sammenlignet med måneden før. Set på årsbasis viste detailsalget et fald på 3,7 procent mod en stigning på 5,5 procent i februar. Det er dermed det største månedlige dyk i 20 år. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik fremlagt af Børsen.
Det store dyk i detailsalget kommer som forlængelse af nedlukningen af store dele af detailleddet, som statsminister Mette Frederiksen annoncerede den 11. marts.
”Detailhandlen blev skudt helt i sænk af nedlukningen af store dele af landet, som følge af coronavirusset. Statistikken går i sin nuværende form tilbage til 2000, og det er det største månedlige dyk i detailhandlen i statistikkens historie. Sammenlignet med samme måned sidste år, lå detailhandlen 2,3 procent lavere,” skriver Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar til Børsen omkring tallene.
Nedgang skyldes ikke manglende forbrugslyst
Jeppe Juul Borre mener dog, at detailsalgets fald ikke er drevet af manglende lyst til at forbruge, men den manglende mulighed i forlængelse med nedlukningen.
”Tal som i dag er grufuld læsning, hvor danskernes forbrug oplever det kraftigste fald på en enkelt måned i 20 år. Dog skal vi huske på, at det primært ikke er drevet af manglende lyst til at forbruge. Det er i høj grad drevet af manglende mulighed for at forbruge, som er sket i forlængelse af, at store dele af landet blev lukket ned,” fortæller han.
Ifølge Jeppe Juul Borre er det især modebranchen, som mærker til det drastiske fald i salget. Handlen af beklædning er nemlig faldet med hele 27 procent i marts måned.
Jeppe Juul Borre spotter dog også lyspunkter midt i krisen. Han er nemlig overbevist om, at forbruget vil tage fart, når landet åbner mere op, og at det vil stabilisere sig – dog på et lidt lavere niveau end før krisen, eftersom beskæftigelsen ikke vender fuldt ud tilbage foreløbigt.
Forbrugerpotentialet er fornuftigt
Ifølge cheføkonom i Dansk Erhverv, Tore Stramer, er det vigtigt fremadrettet at følge udviklingen i danskernes privatforbrug. Lige nu viser tallene, at forbruget langsomt stiger igen.
”De foreløbige tal vi har for danskernes forbrug i april indikerer, at forbruget er begyndt at stige igen i takt med den gradvise åbning af samfundet. Men der er indtil videre tale om en forsigtig og svag genopretning af forbruget,” skriver han.
Cheføkonomen understreger, at forbrugspotentialet ser fornuftigt ud blandt danskerne, fordi de seneste syv års opsving har løftet velstanden markant.
Flere økonomer frygtede et større dyk
Selvom detailomsætningen er faldet med to procent i marts, er det dog mindre, end hvad flere økonomer havde frygtet. Det skriver de til Berlingske.
”Selvom der var tale om det største månedlige fald nogensinde opgjort i perioden, som vi har sammenlignelige data for, mener vi alligevel, at vi er relativt nemt sluppet,” skriver Jes Asmussen, cheføkonom i Handelsbanken, i en kommentar til Berlingske, hvor han også henviser til Storbritannien og USA, hvor detailsalget er faldet med henholdsvis fem og otte procent i marts.
Troels Kromand Danielsen, der er cheføkonom i Nykredit, havde også frygtet, at detailsalget var faldet mere i marts.
”Det er egentlig ganske lidt, når man tænker på den omfattende nedlukning af Danmark, der fandt sted i marts. At detailsalget ikke falder mere, hænger primært sammen med, at det kun er halvdelen af marts, der er omfattet af nedlukningen. Butikker i storcentre blev beordret lukket fra 18. marts,” skriver Troels Kromand Danielsen i en kommentar.