To aarhusianske tøjbutikker har drejet nøglen om. ”Et hårdt slag for alle i og omkring virksomheden,” udtaler indehaveren.
Butik Harald og Frøken Harald på Trøjborg i Aarhus har efter flere succesfulde år måttet dreje nøglen om. Det oplyser indehaver Oliver Harald Nielsen på Butik Haralds Facebookside.
”Det er med stor sorg, at vi må meddele, at Butik Harald og Frøken Harald er blevet erklæret konkurs. Det er et hårdt slag for alle i og omkring virksomheden,” skriver Oliver Harald Nielsen.
Butik Harald åbnede i 2011 og fik stor succes. Fire år senere rykkede Oliver Harald Nielsen ind i flere lokaler på Trøjborg, hvor Butik Harald blev flyttet i større lokaler og den gamle forretning blev lavet om til kvindetøjsbutikken Frøken Harald. I 2017 vandt Butik Harald titlen som ’Byens Bedste Herretøjsbutik’ ved Århus Stiftstidendes prisuddeling ’Byens Bedste’.
Nu lukker både Butik Harald og Frøken Harald efter en fælles konkursbegæring fra Oliver Harald Nielsen selv og banken. Det skriver Aarhus Stiftstidende.
Oliver Harald Nielsen ejede på sit højeste i alt fire butikker. I 2015 åbnede han Butik Harald Nørrebro i København, som senere er lukket igen. Oliver Harald Nielsen havde, foruden Butik Harald og Frøken Harald på Trøjborg, også et outlet og en webshop.