Hvem slår dørene op til nye butikker, når krisen lukker dem ned? “Det handler om at se muligheder i det, pandemien har ført med sig,” mener direktøren i smykkevirksomheden, der har planer om at åbne flere butikker i udlandet.
Smykkevirksomheden Bybiehl er en af de virksomheder, der ikke har ladet sig slå ud af krisen, men i stedet valgt at se mulighederne i det, krisen har ført med sig, forklarer direktør og stifter Charlotte Biehl i en pressemeddelelse.
Smykkevirksomheden slår nemlig i dag dørene op til sin første flagskibsbutik i den norske hovedstad Oslo, der skal kunne mere end blot at sælge smykker.
“Jeg har en klar opfattelse af, at en butik ikke blot skal være en butik, hvis den skal trække folk til. Vores butikker skal være et sted, hvor vores kunder rigtig kan opleve Bybiehl-universet,” lyder det fra Charlotte Biehl, der fortsætter:
“Folk er efterhånden ved at være så vante til at købe varer online, så hvis man skal lokke kunderne forbi en butik, skal det være fordi, at de fysiske butikker skal kunne tilbyde noget helt særligt. Derfor har vi også fokus på at optimere den fysiske købsoplevelse – blandt andet gennem en tydelig storytelling af vores bæredygtige dagsorden, unika smykker og kyndig vejledning i salget af smykker.”
“Det fysiske rum giver os samtidig en hel unik mulighed for at introducere vores kunder til alle facetter af vores univers,” tilføjer direktøren, der afslører, at butiksåbningen i Oslo kun er første skridt i en række planlagte nye butiksåbninger i andre lande, som vil finde sted i løbet af det kommende år.
Der er brug for begge dele
Dog er det vigtigt for virksomheden at slå fast, at virksomheden med sit fokus rettet mod retail ikke negligerer det digitale. Tværtimod fortæller Charlotte Biehl, at virksomheden har haft stort fokus på e-commerce og nu retter blikket mod de fysiske butikker, så begge dele spiller bedre sammen.
“Det er slet ikke et spørgsmål om, at vi går den modsatte vej af resten af branchen, der lige for tiden optimerer på det digitale. Det gør vi bestemt også. Vi har haft et stort fokus på e-commerce, hvor vi har oplevet en stor vækst det seneste år. Det er vores overbevisning, at det fysiske og digitale skal gå hånd i hånd, og derudover gør vi, hvad vi kan, for at støtte bedst muligt op om vores store forhandlernetværk, der har været ramt hårdt af pandemien det seneste år,” forklarer direktøren.
Butikken åbner den 6. november 2020.
Foto: Bybiehl