78 procent af danskerne handlede online i 2022, viser helt nye tal. Det var især kategorier som tøj, sko og accessories, der lå højt på indkøbslisten, når browseren blev åbnet.
Når danske forbrugere køber på nettet, er det især tøj, sko og accessories, de modtager med posten. I 2022 bestilte 69 procent af dem, som havde handlet online inden for de seneste tre måneder, varer i denne kategori, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Efter genåbningen er onlinehandlens popularitet faldet en smule, men den ligger fortsat på et højt niveau. I 2022 havde 78 procent af de 16-74-årige handlet varer online de seneste tre måneder, da de blev spurgt i forbindelse med undersøgelsen til Danmarks Statistiks publikation ‘It-anvendelse i befolkningen’. I 2012 gjaldt det 60 procent af befolkningen.
”Internethandel har været støt stigende i mange år. Under Covid-19-pandemien tog stigningen fart, og flere fik øjnene op for online handel. Nu ser vi et fald fra 2021 til 2022, som hovedsageligt skyldes, at vi køber mindre takeaway, efter restauranter og caféer igen må servere mad og drikke. Alligevel er niveauet højere end før Covid-19,” siger Agnes Tassy, chefkonsulent i Danmarks Statistik.
Top 13 køb af varer på internettet inden for de seneste tre måneder blandt de e-handlende
Kilde: It-anvendelse i befolkningen 2022, Danmarks Statistik
Foto: Unsplash