Med fortsat vækst på alle markeder leverer det populære herretøjsbrand en ny historisk omsætning for regnskabsåret 2022. Det er især det amerikanske marked, som vækster markant.

NN.07 har netop offentliggjort årsregnskab for 2022.

Virksomheden har realiseret en omsætningsvækst på 18 procent i forhold til sidste år og vækster samtidig på bruttofortjenesten. Væksten afspejler den stigende efterspørgsel på NN.07’s produkter, lyder det fra virksomheden:

”2022 var et historisk godt år for NN.07. Det fantastiske NN.07-team har sammen med vores partnere og kunder leveret rekordomsætning endnu engang. I løbet af året har vi fortsat med at investere kraftigt i vores kunder, digitalisering og oprustning af teamet. På trods af disse væsentlige investeringer og de udfordringer hele branchen oplevede i 2022, så leverer vi tilmed en forbedring i bruttofortjenesten. Det kan vi alle være stolte af,” lyder det fra CEO, Anders Rahr, i en pressemeddelelse.

I 2022 har NN.07 også øget ambitionerne yderligere for ansvarlig produktion. De har taget væsentlige skridt for at reducere miljøpåvirkningen og sikre ordentlige forhold i hele forsyningskæden.

NN.07 forventer at fortsætte sin vækst og ekspansion i det kommende år. Virksomheden planlægger at udvide sin tilstedeværelse med branded space både på hjemmemarkederne i Skandinavien og internationalt, herunder den nyåbnede popup i Seoul.

“Vi har de seneste år leveret på vores vækstplan, og når vi kigger fremad, forventer vi også fortsat vækst i 2023 på trods af de nuværende markedsvilkår. Vi viger ikke fra vores stærke værdier og passion for at designe kompromisløse produkter, hvilket vores kvalitetsbevidste forhandlere og forbrugere sætter pris på,” slutter Anders Rahr.

NN.07 forhandles internationalt af over 600 premium retailere, som blandt andet tæller Mr. Porter, End Clothing, Nordstrom, Saks Fifth Avenue, Bloomingdale’s, Liberty, Flannels, Illum, Care of Carl, Breuninger. de Bijenkorf, COEF, Printemps, Le Bon Marche og Merci Paris.

Foto: NN.07