Eksporten af mode bidrager positivt til den samlede danske vækst, og er steget kraftigt siden 2009. Analyse fra Dansk Erhverv tyder på, at modeeksporten fortsat vil stige. ”Hvis man ser på perioden 1. januar – 31. maj 2018 har vi haft en fremgang i eksporten på knap 10 procent i forhold til 2017,” kommenterer Nikolai Klausen fra Wear om udviklingen.

 

Modeeksporten i topform
Den danske modeeksport har taget et ordentligt opsving hen over de seneste år. I Dansk Erhvervs analyse består modeeksporten af beklædningsgenstande og –tilbehør samt fodtøj, og analysen viser en helt tydelig tendens: At modeeksporten er stødt stigende.

I 2017 lå den danske modeeksport på 32,9 mia. kroner, hvilket er en stigning på 1,6 mia. kroner sammenlignet med året før. Denne stigning svarer til en vækst på cirka 5 procent. Og tallene tyder på, at modeeksporten stiger igen i år.

”Hvis man ser på perioden 1. januar – 31. maj 2018 har vi haft en fremgang i eksporten på knap 10 procent. i forhold til 2017. Jeg kan ikke sige andet, end at det er kanon flot arbejde set i lyset af, at den samlede danske vareeksport i samme periode er faldet med 0,8 procent,” udtaler Nikolai Klausen, direktør hos Wear, til TØJ og bemærker:

”Samtidig ser vi en tendens til, at større kunder i udlandet modtager deres varer direkte fra producenten i udlandet. Det har den effekt, at varerne ikke først kommer til Danmark, for derefter at bliver eksporteret, hvilket betyder, at disse ordre ikke fremgår af eksporttallene.”

 

Graf fra Dansk Erhverv

 

Tyskland er vores vigtigste marked
Tyskland er et meget vigtigt marked for den danske modeeksport. Alene sidste år eksporterede Danmark beklædningsgenstande og –tilbehør for 9,1 mia. kroner til vores tyske naboer.

Næst efter Tyskland ser vi lande som Sverige, Holland og Norge, men det samlede omfang af eksporten til disse tre lande, når ikke engang op på samme beløb som eksporten til Tyskland alene. Med andre ord er Tyskland en vigtig spiller for dansk modeeksport, og landet står alene for 30 procent af eksporten.

Kigger man på andre lande, ser man også en stigning i deres indkøb fra Danmark. Nikolai Klausen fremhæver især lande som Holland og Belgien:

”Det er spændende at se udviklingen i Holland og Belgien. Det er begge lande, der på mange måder minder om det danske marked, og hollænderne sætter stor pris på godt dansk design. I Holland var der en fremgang på hele 12,2 procent. og i Belgien knap 16 procent i forhold til 2017,” forklarer Nikolai Klausen.

Siden 2009 er eksporten til Sverige vokset med 43 procent, især er vores svenske naboer vilde med sko fra Danmark, og det er det land, som eksporterer flest sko fra Danmark – selv Tyskland ligger lavere end Sverige. Sidste år købte svenskerne fodtøj fra Danmark svarende til et beløb på 836,5 mio. kroner.

 

Detailhandlen halter efter
Ifølge analysen fra Dansk Erhverv følger detailhandlen ikke med de prangende tal fra modeeksporten, og de danske tøjbutikker oplever ikke fremgang i samme omfang.

Det indenlandske salg har ikke udviklet sig lige så gunstigt som modeeksporten. En del af forklaringen lyder på, at det meste af dansk modeeksport forgår som engroshandel, hvor store partier forhandles fra virksomhed til virksomhed og ikke som direkte detailhandel, hvor produktet ender hos slutforbrugeren.

Læs hele analysen fra Dansk Erhverv her