Mere end halvdelen af de danske e-handelsforbrugere var i 2021 forbi en tysk gigant, som dermed cementerer sin position som mest anvendte netbutik i Danmark. Generelt vil de danske forbrugere handle mere i udlandet efter en coronapause. Det viser nye tal fra Dansk Erhverv.
Danskerne er vilde med at handle hos den tyske gigant Zalando, viser nye tal fra Dansk Erhverv.
Faktisk købte mere end hver anden e-handelsforbruger (56 procent) på Zalando i 2021. Det er en markant fremgang fra de 40 procent, der handlede hos Zalando i 2020.
”Det er opsigtsvækkende, og ser vi på befolkningsgrupperne, er det endnu vildere. 8 ud af 10 (84 procent) e-handelsforbrugere under 30 år har nemlig shoppet hos Zalando i 2021,” siger Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv, i en pressemeddelelse.
Nye giganter i klassen
E-handelsanalysen viser også, at to forholdsvis nye udenlandske virksomheder vinder frem. AboutYou, som også er tysk og sælger tøj, sko og accessories, har haft besøg af 4 procent af de danske forbrugere, mens den kinesiske komet Shein.com har nået samme andel.
”Jeg har selv besøgt AboutYous hovedkontor, og det er en meget interessant virksomhed, men det er nu fremgangen hos Shein.com, som jeg holder et ekstra øje med. De er kendt for deres billige priser og D2C-koncept, der sikrer enorm hurtig produktion, men de er også berygtede for deres arbejdsforhold, kvalitet og tilgang til bæredygtighed. Det minder om Wish.com og derfor er der god grund til at holde et vågent øje med dem,” siger Niels Ralund.
Wish.com går tilbage – Amazon går frem
Netop Wish.com har mistet en stor del af de danske forbrugere. Det skyldes ifølge Niels Ralund blandt andet de nye momsregler, der fjernede bagatelgrænsen og dermed satte moms på alle varer – præcis som for alle virksomheder.
”Det har vi længe kæmpet for, fordi den manglende moms gjorde konkurrencen unfair, og samtidig var produkterne ofte farlige. Heldigvis har der været en del omtale af de nye regler og farlige produkter i medierne, og det påvirker tilsyneladende kunderne.”
Mens Wish.com går tilbage, kan Amazon glæde sig over lidt fremgang fra 18 procent til 23 procent.
“De har faktisk haft lidt tilbagegang et par år, men nu går de så frem igen. Det tror jeg, at de vil fortsætte med.”
Forventning om mere udlandshandel
Analysen viser også, at forbrugerne forventer at skrue lidt op for forbruget i udlandet, som ellers faldt under coronakrisen.
“Det er lidt ærgerligt, men ikke overraskende. Derfor glæder jeg mig også over, at de danske virksomheder har skruet gevaldigt op for eksporten de sidste år,” siger Niels Ralund.
Foto: Unsplash