Over de kommende år vil Bestseller investere markant i at udbygge og optimere den samlede forsyningskæde. Derfor har de ansat en erfaren profil, der bliver ny logistikdirektør i den danske virksomhed.
Bestseller vil i de kommende år styrke og intensivere sine investeringer i virksomhedens samlede supply chain. Derfor har de ansat en ny logistikdirektør, Allan K. Kjærgaard.
Han kommer med stor erfaring fra Carlsberg, Lantmännen Unibake og senest Jysk, hvor han gennem syv år var direktør og ansvarlig for virksomhedens logistik. En rolle, han også skal udfylde hos Bestseller, hvor han samtidig skal være med til at udbygge den danske virksomheds forsyningskæde på tværs af lande og lokaliteter.
“Logistik har aldrig været vigtigere for en virksomhed, og vi har i de senere år investeret i og udbygget vores forsyningskæde betragteligt. Både kommercielt og organisatorisk, hvor vi vil være endnu tættere på vores kunder, men også for at vi kan levere på de meget ambitiøse klimamål, vi har sat, hvor transport er et naturligt element. Det kommer vi alt sammen til at fortsætte og accelerere markant. Vi har ambitioner, vi skal arbejde hårdt for at indfri, og jeg er sikker på, at Allan er den helt rigtige til at kunne bidrage til det,” siger Anders Holch Povlsen, direktør i Bestseller, i en pressemeddelelse.
Aftale med Mærsk om CO2-neutral fragt
Bestseller har netop åbnet et nyt logistikcenter i Spanien, ligesom virksomheden tidligere på året indgik en aftale med Mærsk om CO2-neutral fragt. Med aftalen mellem de to danske virksomheder sikres det, at Bestsellers globale transportbehov sker mere klimavenligt – blandt andet ved, at alt oversøisk transport sker med biobrændstof.
Det arbejde ser Allan K. Kjærgaard meget frem til at tage del i og fortsætte. Selv siger han om ansættelsen:
“Bestseller er kendetegnet ved en særlig kultur og en enorm dygtighed, hvilket man også har vist gennem de seneste måneder, hvor hele den globale supply chain har været historisk udfordret, men hvor Bestseller trods udfordringerne har formået at holde sig foran og været mindre berørt end så mange andre. Det vidner om et stærkt hold, jeg ser meget frem til at stå i spidsen for, ligesom jeg samtidig ved, hvad der venter af store projekter i fremtiden. Det glæder jeg mig enormt til at blive en del af.”
Allan K. Kjærgaard tiltræder den 1. december 2021, hvor han overtager opgaven fra Bestsellers CFO, Thomas Børglum Jensen, som sideløbende har varetaget rollen som logistiskansvarlig.
Foto: Allan K. Kjærgaard, Bestseller