Filippa K går ind i næste fase af sin transformationsrejse og har i den forbindelse annonceret et lederskifte for at drive brandets vækst.
Efter godt to år bliver Rikard Frost opsagt fra CEO-stillingen hos modevirksomheden Filippa K, skriver Habit. Rikard Frost tiltrådte i april 2021 og kom fra en stilling som CCO hos Alexander Wang i New York, hvor han havde arbejdet i næsten fire år.
På Filippa K’s Linkedin oplyser de, at det svenske modebrand “går ind i næste fase af sin transformationsrejse og har annonceret et lederskifte for at drive brandets vækst.”
Virksomheden skriver også, at Rikard Frost i løbet af sine to år genstartede mærket: “Dette omfattede store investeringer i organisationsstrukturen, et nyt kreativt udtryk, ekspansion til nye markeder, udvidelse af produktsortimentet og implementering af nye teknologiplatforme i 2022.”
Filippa K’s CFO/COO Marie Forssenius er blevet udnævnt til konstitueret CEO, mens jagten på en ny direktør er begyndt.
Foto: Filippa K