Det midtjyske modebrand Minus har ansat en ny, erfaringsrig profil til stillingen som international salgschef.

Det midtjyske modebrand Minus A/S har ansat en ny mand i stillingen som international salgschef, Jan Rosenbeck.

Det er som et led i en ny, ambitiøs vækstplan, at Minus A/S ansætter den nye internationale salgschef. Virksomheden har været på jagt efter en profil, som kunne stå i spidsen for at få omsat det uudnyttede markedspotentiale til konkrete salgsresultater. Særligt har Minus fokus på tysktalende lande samt nye markeder.

”Jan kommer med et rendyrket salgsfokus og en masse erfaring og relationer i bagagen, som klart vil give vores salgsteam et kæmpe løft. Specielt med fokus på nye markeder, men også i forhold til at løfte salget på de markeder, hvor Minus A/S allerede i dag er repræsenteret (…),” udtaler ledelsen hos Minus i en pressemeddelelse.

Jan Rosenbeck tiltræder den nye stilling med en stor international erfaring i bagagen, ligesom han også har et solidt kendskab til modebranchen. Han har blandt andet været ansat som international salgschef hos IC Group og som CEO og Global Sales Manager hos Rosemunde.

Ligesom ledelsen hos Minus ser Jan Rosenbeck også frem til samarbejdet:

”Jeg ser frem til at bygge videre på den udvikling, som Minus A/S allerede er godt i gang med. Der er et stort potentiale, som bliver spændende at forfølge både på nye og eksisterende markeder.”