NN07-direktør trækker sig og giver stafetten videre

Den nye direktør skal være med til at sikre yderligere vækst i både Skandinavien og udlandet. 

Et nyt kapitel starter for Tommy Holte, medstifter og snart forhenværende adm. direktør i herretøjsvirksomheden NN07, den 29. marts 2021. Fra den dag vil han nemlig ikke længere stå i spidsen for virksomheden, oplyser han selv i et opslag på Linkedin.

Planlægningen har været undervejs i over et år, og nu er tiden kommet. I stolen som adm. direktør sætter sig i stedet Anders Rahr, der de sidste otte måneder har været ansat i NN07 og er blevet kørt i stilling som virksomhedens nye topchef. Han ser frem til de opgaver, der nu venter ham som direktør i et internationalt modebrand i vækst, skriver brandet i en pressemeddelelse.

NN07 har fokus på kvalitet, ansvarlig produktion og er grundlagt på et stærkt værdisæt, som matcher mine personlige værdier. NN står for ’No Nationality’ og er et budskab indlejret i varemærket, som er mere relevant nu end nogensinde før. Jeg ser derfor frem til at introducere vores brand og kompromisløse produkter til endnu flere forhandlere og forbrugere lokalt og i udlandet. Udover vores hjemmemarked, Skandinavien, så har Europa og USA også taget godt imod os, og vi er godt på vej til at etablere NN07 som et internationalt brand. Her vil stærke langsigtede partnerskaber, øget fokus på digitale kanaler og vores grænseløse dedikation til produktet spille en afgørende rolle. Jeg glæder mig og er meget taknemmelig over at blive en del af virksomheden og det talentfulde team,” siger Anders Rahr.

Den kommende adm. direktør har med en baggrund i e-commerce tidligere stået i spidsen for digitale transformationer og international vækst. Derudover tiltræder Anders Rahr stillingen med en solid erfaring fra branchen, hvor han i en årrække har siddet i topledelsen i modekoncernen IC Group.

Tommy Holte vil fremadrettet være at finde som medlem af bestyrelsen, hvor han fremover vil være involveret i det strategiske arbejde med NN07, ligesom han fortsat er den største private aktionær i virksomheden.

“Det har været et privilegium at være med til at finde min afløser og arbejde tæt sammen med Anders Rahr de seneste otte måneder. Jeg ved, at han sammen med NN07s fantastiske medarbejdere vil vækste og gøre virksomheden endnu stærkere. Jeg er meget passioneret omkring NN07 og glæder mig til at få muligheden for at fortsætte udviklingen af brandet gennem arbejdet i bestyrelsen,” siger Tommy Holte i pressemeddelelsen.

Tommy Holte har været direktør i NN07 siden 2007, hvor virksomheden blev stiftet.

Foto: Anders Rahr

Foto: NN07