Den danske skjorteproducent Bosweel opruster organisationen med en stærk profil, der har mange års erfaring som sælger, indkøber, brandudvikler og salgsansvarlig i modebranchen.

Den 1. juli 2018 starter Rasmus Paludan som ny Brand Director & Head of Sales hos den danske skjorteproducent Bosweel A/S.

Rasmus Paludan kommer fra en stilling som Business Development Manager & Head of Sales hos den norske familievirksomhed og distributør Syversen A/S, hvor han har været ansvarlig for salg og forretningsudvikling af 12 brands i hele Norden samt Baltikum. Inden han kom til Syversen har Rasmus Paludan været ansat som indkøbschef hos Dress Partner.

”Jeg følte, at tiden var inde til et skifte. Og jeg var ikke et sekund i tvivl, da det var Bosweel, der stod som afsender. Jeg er klar til at tage udfordringen på mig med begejstring og entusiasme. For mig er det den ultimative udfordring at få ansvaret for at tegne virksomhedens profil for fremtiden og til at fortælle historien om en familievirksomhed, der har eksisteret siden 1937,” siger Rasmus Paludan i en pressemeddelelse fra Bosweel.

Læs også: Dansk modebrand styrker salgsorganisationen

Rasmus Paludan ser frem til at bidrage til at styrke Bosweels position som stærk brandspecialist i Danmark. Samtidig skal han være med til at få den danske skjorteproducent på en international rejse, så den unikke historie om virksomheden, der har eksisteret siden 1937, kommer ud over landets grænser.

”Med sin store erfaring og forretningsforståelse kommer Rasmus til at spille en helt central rolle i at styrke og videreudvikle vores identitet og brand. Rasmus vil desuden styrke vores salgsindsats inden for alle segmenter – detail, corporate wear og private label-produktion. Rasmus bliver ansvarlig for samarbejdet med nuværende kunder samt for udviklingen af nye kunder i Danmark og på vores eksportmarkeder,” udtaler direktør og ejer i Bosweel, Christian Sørensen.