Pr. 1. august 2018 får skovirksomheden Shoe-d-vision ny adm. direktør. Han tager erfaring med sig fra supermarkeds- og detailbranchen.

Den tidligere Superbest-direktør Frank Siim Sørensen stod i mange år i spidsen for Dagrofa supermarkedskæden, hvorefter han blev adm. direktør i detailkæden Inspiration, som blev fusioneret med Imerco i slutningen af 2017.

Nu kridter han skoene og skal prøve kræfter med skokæden Shoe-d-vision – kædecenter for den mindre kæde Zjoos samt for Skoringen, som har omkring 200 butikker i Danmark og Norge.

“Bestyrelsen er begejstrede for at have ansat Frank Siim Sørensen. Han har en meget stærk baggrund i detailhandelen på alle niveauer og har gennem mange år vist flotte resultater. Vi har også lagt vægt på, at han kommer med store erfaringer fra både frivillige kæder og kapitalkæder,” udtaler bestyrelsesformand Niels Breining i en pressemeddelelse.

Om sin nye stilling og det forestående arbejde kommenterer Frank Siim Sørensen:

“Det er samspillet mellem de mange nye digitale muligheder, oplevelserne i butikkerne og det helt rigtige sortiment, der skal være med til at sikre Skoringens ambition om fortsat at være familiens foretrukne skobutik. Jeg er meget passioneret omkring kunder og kundeadfærd og ser frem til at sætte fokus på Skoringens kunder.”

Han overtager fra tidligere adm. direktør hos Shoe-de-vision, Claus Thrane, som har indstillet sin karriere efter 16 år hos skofirmaet.