Det populære smykkebrand får en erfaren profil ombord, som tidligere har etableret Pandoras succes på udenlandske markeder. Den nye CDO skal hjælpe det københavnske smykkebrand med at indtage udlandet. “Alle brands, jeg har startet op, har været succeser,” lyder det.

På Peter A. Andersens 50-års fødselsdag besluttede han sig for at gå på pension. Den erfarne forretningsmand havde etableret Pandoras enorme succes på det britiske og vesteuropæiske marked og var nu klar til at leve et liv i sit drømmehjem på den spanske sydkyst. Men den plan holdt ikke. Det populære smykkebrand Maanesten får nu sin første Chief Development Officer (CDO); Peter A. Andersen.

“Det er jo lækkert ikke at lave så meget, men sådan en som jeg mangler en udfordring. Jeg er forholdsvis ambitiøs, og man kan godt pirre min konkurrencelyst – i forhold til mig selv og til andre,” siger han fra sit nye skrivebord på Maanestens hovedkontor i indre København.

Som nyudnævnt CDO skal Peter A. Andersen etablere Maanesten på udenlandske markeder. Først Tyskland, hvor Maanesten allerede har otte butikker og dernæst England, som ’ligger lige til højrebenet’: “Maanesten skal være repræsenteret på alle markeder i Europa. Og det er bare begyndelsen.”

Før Peter A. Andersen sagde ja til stillingen, besøgte han et par af Maanestens danske butikker og opdagede et energifyldt brand med en trofast følgerskare.

Nu er han efter årevis i London og Spanien tilbage på dansk jord, men med et internationalt udsyn på Maanestens fremtid.

“Maanesten har et kæmpe potentiale, og der ligger et forholdsvist åbent landskab uden for Danmark og Norge. Der er masser af muligheder, og vi skal tonse frem på de store markeder uden for Skandinavien og sørge for, at vi får fat på dem,” siger han.

Peter A. Andersen, ny CDO hos Maanesten.

“Vi er lige nu i en tid, hvor folk holder mere på pengene, og hvor de største markeder omkring os er i svære positioner, så selvfølgelig er der udfordringer. Men hvis det var let, ville alle gøre det. Succes kommer ved at stå en time op før alle andre, køre 100 km. længere end alle andre, komme tilbage igen og igen til kunden, indtil de siger ja. Og jeg har heldigvis aldrig prøvet en fiasko. Alle brands, jeg har startet op, har været succeser. Så jeg har ingen forudsætninger for at tro, at det ikke også gælder Maanesten, der allerede er en stor succes i Norden.”

Kæmpe potentiale og stor vidensbank
Det er en kæmpe gevinst for Maanesten at have en person med så meget viden, erfaring og talent med ombord. Det fortæller Lotte og Henrik Venø Callesen, ejere og grundlæggere af Maanesten:

“Peter har signifikant erfaring med markedsudvikling og baseret på hans tidligere arbejde, har han en stor troværdighed. Han har et kæmpe markedskendskab, et stort netværk, og han ved, hvad man skal gøre, og hvad man skal undgå. Maanesten kan accelerere meget hurtigere med ham end uden. Hos Maanesten har vi konceptet, vi har produkterne, vi har det hele, nu handler det om at komme ud med det. Peter er en nøgle til at komme ind på nye markeder, det er han specialist til. Der er en hel verden. Peter skal få Maanesten derud.”

Foto: Maanesten