Modevirksomheden skifter salgsdirektøren ud. Fremover vil det være et velkendt ansigt, der står i spidsen for salget af de ikoniske gummistøvler.

Tilbage i 2012 skiftede han job fra Ilse Jacobsen Hornbæk, hvor han sad som salgsdirektør i mere end fem år, til Rosemunde, hvor han blev udnævnt som virksomhedens nye CCO per 1. november.

Nu vender Torben Olsen tilbage til Ilse Jacobsen, oplyser Ilse Jacobsen Hornbæk selv i et opslag på Linkedin.

”Vi glæder os meget over at annoncere, at vi får en ekstrem dygtig og velkendt kollega tilbage til IJH A/S som Sales Director, nemlig Torben Martin Olsen,” skriver hun og fortsætter:

”Torben kommer til at tage det samlede ansvar for salg, herunder alle salgskanaler, IJH A/S’ egne lande, agenter og distributører og naturligvis sit HQ-team. Torben er en superstærk salgskompetence, og vi er stolte af at få ham tilbage endnu stærkere og dygtigere og besiddende de nødvendige digitale kompetencer, som er kritiske for at sikre væksten.”

 

Flytter lager til Sverige

Ifølge Ilsejacobsen.com er virksomhedens hjemmeside og webshop på nuværende tidspunkt lukket ned grundet travlhed.

Ilse Jacobsen har da også i den sidste lange periode brugt meget tid i retten, da hun har været involveret i flere kopisager. Tilbage i 2019 tabte hun en retssag mod modekæden Message, og senest i juni 2020 tabte hun en retssag mod Morsø Sko.

Derudover oplyser virksomheden, at travlheden skyldes, at 7500 m2 store lager er i gang med at blive flyttet til Sverige.

Hvornår webshoppen åbner op igen oplyser virksomheden ikke.

Foto: Ilse Jacobsen Hornbæk