Den danske designer Ilse Jacobsen har de seneste år kæmpet for at få eneret over designet på sin ikoniske gummistøvle. Nu taber designeren kopisagen mod Morsø Sko.

Designerens selskab, IJH A/S, har siden 2015 kæmpet med at få eneretten over designet på gummistøvlen ’RUB 1’.

Det begyndte, efter Morsø Skoimport i sin tid importerede kinesisk producerede gummistøvler, som Ilse Jacobsen mente, lignede hendes til forveksling og derfor krænkede hendes rettigheder.

De to parter har allerede været i både Sø- og Handelsretten samt Vestre Landsret – men her mente ingen af retsinstanserne, at Ilse Jacobsen havde ophavsretten til sit design.

Den danske designer fik i februar 2019 endnu en chance, som denne gang skulle foregå i Højesteret. Nu er der fremlagt en afgørelse fra netop denne retssag der slår fast, at Ilse Jacobsen ikke har ophavsrettighederne til gummistøvlerne. Det oplyser TV2.

”Højesteret udtalte, at RUB 1-gummistøvlen ikke kan betegnes som et værk af brugskunst, der nyder beskyttelse efter ophavsretsloven,” lyder det i afgørelsen.

Ifølge brancheorganisationen Dansk Mode & Textil sker det sjældent, at modedesignere får ophavsretlig beskyttelse. Det giver lektor og ph.d i strategisk design ved Copenhagen Business School, Stina Teilmann-Lock, organisationen ret i.

”Der har simpelthen ikke været præcedens for det i branchen. Tidligere sager har ikke tilskyndet designere til at tage kampen – blandt andet fordi det er dyrt og tidskrævende,” siger hun.

 


Ikke første gang

Det er ikke første gang, at den danske designer tager kampen op mod virksomheder, som hun mener, har overtrådt hendes varemærkerettigheder. Tilbage i 2016 var Ilse Jacobsen Hornbæk i Sø- og Handelsretten mod Dansk Supermarked, hvor hun tabte sagen.

I 2019 tog Ilse Jacobsen tilmed en tur i retten med den danske modekæde Message for at have overtrådt hendes varemærkerettigheder ved at give en serie striktrøjer navnet Ilse. Den tabte den danske designer også.

Foto: Ilse Jacobsen