Accessoriesbrandet har netop lanceret en ny strategi, nyt design og en ny brandidentitet.
Der sker ændringer hos det danske accessoriesbrand Becksöndergaard, der sidste år valgte at lukke en butik i Hamborg, lancerede en ny onlineplatform og ansatte en række nye profiler.
I 2019 har Becksöndergaard sat sig for at revitalisere brandets identitet. Det sker gennem rekruttering til virksomhedens design- marketing- og salgsafdeling, et samarbejde med designbureauet Femmes Regionales og lanceringen af en ny strategi, nyt design og en ny brandidentitet. Det oplyser Becksöndergaard i en pressemeddelelse.
Det er Katrine Larsø, der tidligere har været ansat hos blandt andre Baum und Pfergarten og nu er design manager hos Becksöndergaard, der står i spidsen for det nye Becksöndergaard og skal opgradere brandet, lyder det i pressemeddelelsen.
Som del af en pressetur til Marokko har Becksöndergaard netop lanceret sin nye retning med et udvalg af brandets kommende forårs- og sommerkollektion ved navn The BS Mansion.
”Med The BS Styles ønskede jeg at gå tilbage til brandets rødder og illustrere den følelse af fællesskab, som altid har gjort Becksöndergaard til noget særligt,” udtaler Katrine Larsø i en pressemeddelelse og fortsætter:
”Samtidig ville jeg kreere et udvalg af styles, der er moderne og anvendelige for vores kunder i dag.”
Kollektionens produkter er alle designet med brandets nye print, der skal vise Becksöndergaards nye retning, som fortsat vil være legende, farverig og uforudsigelig, men som også vil gå i retning mod at blive mere cool og moderne.
Kollektion er for en begrænset periode prælanceret på Becksöndergaards hjemmeside.