Det danske pels- og modehus Birger Christensen frasælger omkring 20 procent af virksomheden til eksterne investorer.

Pels- og modehuset Birger Christensen, hvor Denise Christensen i 2017 afløste Jens Birger Christensen i direktørstolen, sælger nu godt 20 procent af familievirksomheden til eksterne investorer. Det skriver Børsen.

Investeringsselskabet Chrispa kommer fremover til at eje 15 procent, mens bestyrelsesmedlem i Birger Christensen A/S Thøger Thøgersen og investoren Niels Smith kommer til eje mindre dele af virksomheden.

Forhenværende adm. direktør gennem 30 år, Jens Birger Christensen, der tidligere har ejet mere end 70 procent af virksomheden, ejer fremover omkring 56 procent, mens hans søstre, Tine og Alexandra, fortsat ejer omkring 10 procent. Siddende adm. direktør, Denise Christensen, som ikke er en del af ejerfamilien, ejer godt fem procent af virksomheden.

“Det, der sker nu, er det helt rigtige for virksomheden. Den får via kapitaludvidelsen 10 mio. kroner, og vi får nye partnere ind, som kan støtte os i den digitale forretning, som er i vækst. De kan også hjælpe med fortsat udvikling af både vores egne modemærker, Rotate og Remain, og vores multibrandforretning,” udtaler Jens Birger Christensen til Børsen.

Netop modehusets brand Rotate blev sidste år udråbt som et af verdens 13 mest fremstormende modebrands af det amerikanske erhvervsmagasin Forbes.

Pels- og modehuset Birger Christensen har eksisteret i mere end 150 år.