Børnetøjsvirksomheden har benyttet tiden under coronanedlukningen til at udbygge antallet af showrooms. “Formålet med de store nye showrooms er også, at vi kan lave digitale præsentationer både til agenter og sælgere samt udenlandske kunder, som her efter corona ikke har mulighed eller lyst til at rejse til de store messer,” fortæller salgsdirektør Michael Nederby.
Hos Brands4Kids A/S har de brugt tiden under Covid-19 på at styrke forretningen yderligere og tænke ud af de normale rammer, som branchen ellers i det sidste stykke tid har stået overfor.
“Når en situation som denne rammer fra et sekund til et andet, så bliver fundamentet sat på en ekstraordinær opgave – en opgave, som mest af alt har mindet om, at vi på ekstrem kort tid skulle gennemtænke hele vores forretning og danne et ‘nyt’ fundament at bygge videre på,” siger adm. direktør i Brands4Kids, Erik Andreæ, i en pressemeddelelse.
Brands4Kids oplevede, at perioden frem til påske var præget af stor usikkerhed på stort set alle virksomhedens markeder. Det var ikke kun i Danmark, men også eksporten, som udgør over 70 procent af omsætningen, blev lukket ned. Men efter påskeferien så det hele lidt lysere ud i børnetøjsvirksomheden.
“Da vi mødte ind efter påskeferien, havde vi et hav af store ordrer på stort set alle vores forretningsområder. Det var en hel forløsning at mærke, at kunderne var derude og faktisk også havde solgt en del hen over påsken,” udtaler Michael Nederby, der er salgsdirektør i Brands4Kids.
Udvider antallet af showrooms og øger digitaliseringen
For at sikre at de mange brands fortsat kan præsenteres professionelt overfor kunderne, har Brands4Kids benyttet tiden under Covid-19 på at udbygge antallet af showrooms til virksomhedens brands. Disse skal fremover bruges til at præsentere de tre forretningsområder: Basic, Fashion og Outdoor og virksomhedens ni brands og subbrands, således at kunderne føler, at der både er ro og plads til at disponere varer.
“Formålet med de store nye showrooms er også, at vi kan lave digitale præsentationer både til agenter og sælgere samt udenlandske kunder, som her efter corona ikke har mulighed eller lyst til at rejse til de store messer, hvor der er mange mennesker,” lyder det fra Michael Nederby, som fortsætter:
“Det er en af de mange ting, vi har vurderet under Covid-19: At vi som branche kommer til at se en anderledes måde at sælge og ikke mindst præsentere vores produkter på – alt bliver mere og mere digitalt. Selv om vi hos Brads4Kids A/S synes, at vi før corona var langt på dette område, så har vi nu haft mulighed for at gennemtænke dette endnu engang.”
Erik Andreæ fortæller i denne sammenhæng i et interview med TØJ, at man derfor heller ikke skal regne med at se Brands4Kids på en stor messe som eksempelvis CIFF til januar.
“Vi ser digitalisering som et vigtigt led i virksomhedens udvikling for at kunne være den foretrukne baby- og børnetøjsudbyder i Europa,” lyder det fra Erik Andreæ i pressemeddelelsen, der afslutter:
“Corona har naturligvis givet os en del at tænke over. Beslutninger vi ikke før har turde træffe, har vi nu gjort noget ved, hvilket betyder, at vi fremadrettet vil mærke meget mere i digitalt præsentation end tidligere. De traditionelle messer rundt i Europa er og fortsætter specielt efter Covid-19 med at være under pres, så derfor er vejen frem nu at gøre status og få digitaliseringen øverst på dagsordenen.”
Foto: Brands4Kids