Den danske modevirksomhed Cero-Etage præsenterer på de kommende skandinaviske og internationale modemesser en limited edition med kunstprint af den vietnamesiske kunstner Phuc Van Dang.

Ideen til et nyt samarbejde opstod, da CEO hos Cero-Etage, Carin Lundgaard, besøgte den vietnamesiske kunstner Phuc Van Dangs værksted og atelier i Fængslet, som er et oplevelsescenter og atelier-fællesskab i det tidligere Horsens Statsfængsel. Carin Lundgaard blev inspireret af den vietnamesiske kunsters filosofiske livsindstilling, som drejer sig om ikke blot at modtage, men at give noget tilbage.

”Jeg kom tilbage til kontoret og fortalte min kompagnon Claus Mikkelsen om min fascination, og vi blev enige om at kontakte Phuc Van Dang igen for at høre, om han ville etablere et samarbejde med os,” siger Carin Lundgaard i en pressemeddelelse.

Resultatet af samarbejdet kan opleves på de kommende skandinaviske og internationale modemesser, hvor Cero-Etage præsenterer en limited edition med kunstprint af Phuc Van Dang på blandt andet bukser fra C-RO og en regnjakke fra Etage.

På åbningsdagen for CIFF-messen den 30. januar 2019 vil Phuc Van Dang kunne opleves live i Cero-Etages showroom i Bella Center. Her vil han dagen igennem male på store lærreder, og under et event i showroomet samme dag vil enkelte kunder få mulighed for at få et par hvide C-RO-bukser med Phuc Van Dangs kunstneriske penselsstrøg.

I tråd med Phuc Van Dangs livsfilosofi om at give noget tilbage vil Cero-Etage donere en del af fortjenesten fra salget af Phuc Van Dang-serien til velgørenhedsprojektet Fight Child Hunger i Ghana.