”I denne krise har vi konstateret, hvor vigtigt det er, at vi har flere ben at stå på – både salgskanalmæssigt men også markedsmæssigt.” Det fortæller den adm. direktør i Danefæ, der nu kan føje Snorks univers af nattøj og basics til porteføljen.

Danefæ, der er en multibrandvirksomhed med både voksen- og børnebrands, er ligesom utallige andre modevirksomheder hårdt ramt af coronakrisen. Men på trods af udfordrende tider er der ingen tegn på opgivenhed hos Danefæ – tværtimod.

”Det er i tider som denne, at der skal kæmpes og tænkes kreativt,” fortæller adm. direktør i Danefæ, Nina Warberg Sejersen, i en pressemeddelelse.

Danefæ har under krisen arbejdet på at styrke virksomheden både salgsmæssigt og markedsmæssigt.

”Vi er som alle andre modevirksomheder påvirket, men vi har arbejdet på at styrke de afsætningskanaler, vi har. Vi har altid haft fokus på at forsøge at have et bredt sortiment og mange salgskanaler, så vi ikke sætter alt på én hest,” forklarer Nina Warberg Sejersen til TØJ.

 

Ønsket om at styrke Danefæ

Selv om Danefæ huser flere brands såsom Danefæ, Danefæ Cph, Danefæ Organic og Brifost, er Snork Copenhagen deres første opkøb. Opkøbet sker på baggrund af et ønske om at styrke forhandlersamarbejdet samt forbedre Danefæs egne salgskanaler.

”Snork Copenhagen passer til vores filosofi om ikke at lave fast fashion. Derudover styrker opkøbet både vores forhandlersamarbejde samt udfylder et hul i vores egne salgskanaler,” fortæller Nina Warberg Sejersen.

 

Coronakrise og fremtidsplaner

Danefæs fremtidige plan er at fortsætte samarbejdet med forhandlere og styrke salgskanalerne.

”Det har altid været vigtigt for os, at vores forhandlere og egne salgskanaler kan leve sideløbende. Vi er ligeledes meget opmærksomme på ikke at presse vores forhandlere ved at køre kampagner på varer, de har fået leveret samme sæson. Og i netop denne krise har vi konstateret, hvor vigtigt det er, at vi har flere ben at stå på – både salgskanalmæssigt men også markedsmæssigt med netop vores efterhånden mange brands og segmenter,” fortæller Nina Warberg Sejersen.

Derudover har Danefæ, ifølge Nina Warberg Sejersen, også haft visse fordele under coronakrisen.

”Vi er samtidig en smule mindre ramt end andre virksomheder, da vi ikke laver fast fashion. Derudover har folk brugt mere tid udendørs, hvilket vi har kunnet mærke på salget af overtøj, som er væsentligt for os,” forklarer hun.

 

Foto: Danefæ