Det godt 10 år gamle taskemærke Leowulff er begæret konkurs.

Selskabet bag det danske taskebrand Leowulff, LW af 3. december 2014 ApS, er i dag begæret konkurs hos skifteretten i Sø- og Handelsretten og er altså nu under konkursbehandling. Det fremgår af Statstidende.

Det danske taskebrand, som modedesigneren Sarah-Julie Dahn Wulff står i spidsen for, forhandles i retailforretninger i Norden, herunder danske Magasin du Nord, samt online på blandt andet Boozt.com.

I forbindelse med sin seks års fødselsdag åbnede Leowulff desuden en pop-up shop på Kronprinsessegade i København, der havde åbent mellem september 2017 og januar 2018.

Virksomheden har i sit senest offentliggjorte årsregnskab fra regnskabsåret 2018, gældende fra den 1. januar til den 31. december 2018, et årsresultat på minus 91,4 t. kroner og en egenkapital i et underskud på mere end en halv million kroner.

Hvad der ligger til grund for konkursbegæringen vides endnu ikke.

Leowulff har tilsyneladende allerede indstillet opdateringen af sine profiler på de sociale medier Facebook og Instagram, hvor taskebrandets seneste opslag på begge medier er fra august 2019. Det er dog stadig muligt at købe brandets produkter på Leowulffs webshop.