Det danske denimbrand fortsætter sin vækstrejse og har derfor valgt at gennemføre en større kapitaludvidelse samt at udvide ejerkredsen.

Det går godt for denimbrandet Denim Project, som tidligere på året kunne præsentere en flot fremgang i sit seneste årsregnskab.

I forbindelse med offentliggørelsen af årsregnskabet kom det frem, at flere investorer fra både ind- og udland havde vist interesse i at komme med på rejsen med opbygningen af Denim Project som et internationalt brand.

For at styrke virksomhedens kapitalgrundlag har Denim Project de seneste måneder forhandlet med alle de interessenter, der har ønsket at være en del af virksomhedens udvikling.

”Efter forhandlingerne har vi valgt at invitere familien Støckler ind i ejerkredsen via deres selskab JHJ Støckler ApS, og med Jeppe Støckler som en del af bestyrelsen” udtaler Steffen Gjøttrup, som er direktør i Denim Project.

Ifølge direktøren faldt valget på familien Støckler, fordi parterne deler samme værdier både menneskeligt og forretningsmæssigt.

”Jeppe Støckler har lige præcis den personprofil, vi har brug for, og han bliver en stor støtte for virksomheden og den daglige ledelse,” forklarer Steffen Gjøttrup og tilføjer:

”Han var fra starten fascineret af virksomhedens forretningsmodel, og har allerede bidraget med gode input til vores videre udvikling.”

Bestyrelsen for Denim Project, som består af Thor Enevoldsen, Kristoffer Vandsø, Jeppe Støckler og Steffen Gjøttrup, har desuden konsolideret sig med Nima Astanehdoost som formand, hvis primære opgave bliver at opbygge en ny og professionel bestyrelse med folk, som tidligere har arbejdet med internationale vækstcases.

 

Foto: Denim Project