Dilling blev den helt store vinder, da Dansk Erhverv uddelte E-handelspriser. ”Deres evne til at forene stærke værdier og innovation, har sikret dem en markant vækst på både top- og bundlinje. Deres transformation fra en familieejet virksomhed fra 1916 til at være en skalerbar e-handelsvirksomhed drevet af teknologi, data og de nyeste digitale værktøjer, er imponerende,” lyder det fra juryen.

Hele tre gange stod virksomheden øverst på skamlen, da Dansk Erhverv i sidste uge samlede 750 gæster til den årlige E-handelspris i Bella Center i København.

Dilling vandt prisen for Bedste Eksportcase og specialprisen Bedste rene e-handelsvirksomhed. Som prikken over i’et vandt Dilling også Guldprisen, som gives til den virksomhed, der ifølge den særlige Guldjury er den skarpeste virksomhed blandt alle prisvinderne.

”Jeg er fuldstændig blæst bagover af taknemmelighed og stolthed. Det er så fantastisk at få den anerkendelse af så kompetente mennesker,# fortæller Morten Dilling til Dansk Erhverv. Han er fjerdegenerationsejer i familievirksomheden.

De tre priser var på flere måder et højdepunkt for familievirksomheden:

”For nogle år siden havde vi kurs mod afgrunden, og så tog min far og jeg en beslutning om at satse på e-handel. Det reddede os – og i dag kulminerede det takket være alle medarbejderne.”

Guldjuryens begrundelser
”Dilling tager velfortjent Guldprisen i år fordi de har en kompromisløs tilgang til både kundeoplevelse, teknologi og kvalitet. De vil bare være en tand bedre end alle andre – og det er de. De formår at forene det kommercielle med deres værdier, og har drevet en stærk vækst uden for Danmark. Kombineret med, at de er en velfortjent vinder i både kategorien ”Eksport” og kategorien ”Rene netbutik”, var valget på Dilling som Guldvinder let,” siger Margit, der er medlem af Guldjuryen og eCom Director, Royal Copenhagen & Georg Jensen.

Blandt årets vindere af de i alt 11 E-handelspriser var der virksomheder, der aldrig før har vundet E-handelspriser. Skagen Clothing og Returnflows vandt for Bedste E-handelsværktøj.

Foto: Dansk Erhverv / PR