Over 14 år skulle det tage for, at Ecco kunne få afsluttet en sag om et millionkrav fra Skattestyrelsen. Ifølge Ecco-direktøren har sagen haft principiel karakter.

En årelang sag mellem skovirksomheden Ecco og Skattestyrelsen fik i juli sin ende. Sagen, der startede tilbage i 2005, omhandler såkaldt transfer pricing med udenlandske skattebetalinger i kraft af samhandlen mellem det danske moderselskab og datterselskaberne i Thailand og Indonesien. Det skriver Finans.

Landsskatteretten afgjorde i 2015, at Ecco skulle betalte omkring 20 mio. kroner i skat for 2005. Ecco ankede dengang dommen til Landsretten.

Nu har Vestre Landsret afgjort, at Ecco har handlet efter reglerne i forbindelse med transfer pricing. Det betyder, at dommen ændres til, at Eccos skattepligtige indkomst for 2005 sættes ned med 75 mio. kroner.

Sagens mange omkostninger kan langt fra dækkes ind af det nedsatte skattebeløb. Ifølge adm. direktør i Ecco Sko A/S, Steen Borgholm, har sagen en principiel karakter.

”Vi har nu rettens ord for, at vi også i 2005 drev vores virksomhed på sunde forretningsmæssige principper. Sagen har hele vejen været principiel for os, da vi følte, at vi blev angrebet på vores forretningsetik. Det er betænkeligt, at der skal en stor virksomhed som vores med ressourcer og styrke til at føre en sag som denne til ende,” udtaler Steen Borgholm til Finans.

 

Foto: Steen Borgholm, Ecco