Med endnu et opkøb styrker virksomheden sin position i plussize-segmentet og får adgang til en ny, loyal kundebase i et marked, der længe har været overset.
Pluspige har overtaget rettighederne til brandet Curved og føjer dermed endnu et navn til sin voksende portefølje i plussize-segmentet.
Overtagelsen omfatter blandt andet kundekartotek og eksisterende varelager, som nu flyttes til Pluspiges faciliteter i Odder. Med opkøbet vil virksomheden fastholde Curveds kundebase og samtidig styrke sin position på markedet for mode til kurvede kvinder:
“Curved har et stort antal loyale kunder og et godt navn i branchen. Curved gjorde det til deres mission at klæde store kvinder ordentligt på. Derfor faldt det os helt naturligt at træde til, da muligheden bød sig,” siger Anna Jensen, indehaver og direktør i Pluspige.
Opkøbet er det femte på under to år for Pluspige, der de seneste år har markeret sig som en aktiv konsolidator i den danske plussize-branche. Virksomheden har tidligere blandt andet overtaget rettighederne til Nanna XL og Lis G.
Pluspige har base i Odder og har, ifølge virksomheden selv, haft stor succes med onlinesalg gennem pluspige.dk de seneste seks år. Den seneste handel skal ikke alene udvide forretningen, men også sikre en glidende overgang for de kunder, der tidligere har handlet hos Curved:
“Vi ved, at mange kvinder har ét bestemt sted, de foretrækker at shoppe. Når det sted så skifter hænder, skal man være ekstra god til at tage hånd om dem og hjælpe dem godt videre. Vi glæder os til at lære de nye kunder at kende og vise dem alt det lækre tøj, vi har på hylderne,” slutter Anna Jensen.
Pluspige er en del af Anna & Søs ApS, som har eksisteret i mere end 25 år og i dag har sit primære fokus på onlinesalg.
Foto: Pluspige






