Second Female er en af de eksportvirksomheder, der føler sig overset i regeringens nye økonomiske aftale.
Selv om listen over politiske tiltag, der skal sætte gang i økonomien, er lang, er der stadig flere virksomheder, der forgæves leder efter hjælp. En af de virksomheder er modevirksomheden Second Female, hvor 80 procent af virksomhedens omsætning kommer fra eksport. Det oplyser DR.
Regeringens plan om at sende 10 mia. kroner efter en fond, der skal hjælpe eksportvirksomheder, vil nemlig ikke få nogen betydning for virksomheder som Second Female. Fonden er forbeholdt store virksomheder, der har en omsætning på mere end 500 mio. kroner.
”Vi bliver ikke omfattet af nogen af de initiativer, der er for eksporterhvervene, fordi vi er en mellemstor virksomhed,” fortæller adm. direktør hos Second Female, Lars Andresen, til DR.
Den største udfordring for Second Female ligger ifølge Lars Andresen først i fjerde kvartal.
”For os ligger den store udfordring i fjerde kvartal i år. Vi havde allerede solgt vores efterårskollektioner inden coronakrisen. Men på vores vinterkollektion kan vi se, at vi i hvert fald rammer en halvering af den omsætning, vi er vant til. Det er der, vi har brug for nogle hjælpepakker, men der er ikke noget til os,” siger han.
Som konsekvens heraf har Second Female været nødsaget til at afskedige 25 procent af virksomhedens medarbejdere.
Udfasning af hjælpepakke skaber bekymring
Politisk direktør hos Dansk Industri, Kent Damsgaard, er ligeledes bekymret for eksporterhvervets fremtidsudsigter – især når hjælpepakken til fastudgifter snart udfases.
”Det er bekymrende, at man udfaser ordningen for faste udgifter meget skarpt den 8. juli. Det betyder, at nogle eksportvirksomheder ser ind i en meget usikker fremtid uden det sikkerhedsnet under sig, som de hjemlige erhverv havde tilbage i foråret,” siger han.
Dansk Industri frygter, at flere virksomheder deraf vil være nødt til at opsige medarbejdere.
Udbetaling af feriepenge – en lille hjælp
Lars Andresen har flere bud på, hvordan regeringen kan hjælpe eksportvirksomheder som Second Female.
”Vi importerer varer og betaler meget told, så den kan nedsættes. Det kunne også være tilskud til debitortab, for det kommer vi til at opleve,” siger Lars Andresen, der også peger på tilskud til de store lagernedskrivninger, som virksomhederne har været tvunget til at lave.
Lars Andresen håber, at udbetalingen af lønmodtagernes feriepenge, vil kunne mærkes hos Second Female.
”De hjælper en lille smule i forhold til det danske marked. Det er forhåbentlig nogle penge, der bliver sendt ud i forbrug og kan bruges i butikker, hvor vi også er repræsenterede,” siger Lars Andresen, som dog tilføjer, at tiltaget ikke har den store langsigtede virkning – især ikke for eksporterhvervet.
Foto: Second Female