H&M bliver den første internationale modevirksomhed, hvor betaling på alle poser bliver indført. Budskabet ’Pay it bag’ vil fra i dag lyde i alle danske H&M-butikker.
En dansker genererer omkring 610 kilo affald om året, og H&M vil nu gøre sit for at reducere det tal ved at gå forrest i kampen mod en fremtid med færre poser. Det nye budskab ’Pay it bag’ vil fra i dag lyde i alle danske H&M-butikker, og H&M bliver den første internationale modevirksomhed, hvor betaling på alle poser bliver indført. Med budskabet ønsker H&M, at deres kunder vil overveje en ekstra gang, om de har brug for den pose, de normalt får deres nye varer med hjem i.
‘Pay it bag’ er et resultat af et partnerskab mellem H&M og WWF Verdensnaturfonden, som har til formål at beskytte den danske natur og de danske have, der i dag er presset af affaldsforurening og overfisker.
Overskuddet fra poserne går til WWF. Forhåbningen er, at samarbejdet skal ende ud i, at sømrokker og hajer kan sættes ud i havet omkring Danmark, da hajer og rokker ellers er i fare for at forsvinde.
”Vi er rigtig stolte af dette initiativ, der ligesom på mange andre områder inden for bæredygtighed er et initiativ, hvor vi som virksomhed i samspil med vores kunder arbejder for at skabe positive forandringer. Vi er overbeviste om, at vores kunder vil tage rigtig godt imod dette initiativ og bakke op omkring det, og så er det et add on til dem, der har brug for en pose, at overskuddet går til et godt formål, der står alle danskere nært,” siger Mia Møgelgaard, Sustainability Manager hos H&M DK, i en pressemeddelelse.
Ud over at skabe liv i det danske hav vil de to parter snart løfte sløret for flere tiltag, hvor H&M’s kunder og resten af danskerne engageres i at beskytte havet og det vilde dyreliv.
Fakta:
- H&M’s poser vil koste henholdsvis 1, 2 og 3 kroner afhængigt af størrelsen.
- Betalingsmodellen i H&M’s butikker i Storbritannien, Tyskland og Sverige viser, at det kan reducere forbruget med cirka 40-60 procent.
- H&M og WWF har arbejdet sammen på globalt plan siden 2011 om både bedre brug af vandressourcer og klimarelaterede tiltag.