Bestsellerbrandet Jack & Jones har været igennem en forandringsproces det seneste års tid og står nu klar til at lancere et nyt retail-koncept.
Udvidelse af produktporteføljen, omnichannel marketing og indtagelse af nye markeder er blot nogle af de initiativer, som Jack & Jones har lanceret i forbindelse med sin nye strategi.
Nu står brandet klar til at lancere endnu et nyt tiltag: Et retail-koncept, der skal gå under navnet ’Jack & Jones Warehouse’.
Retail-konceptet er en nyfortolkning af det klassiske outlet. Jack & Jones Warehouse vil nemlig ikke blive en butik, der sælger sidste sæsons restpartier. Til gengæld sælger butikken helt nye varer med minimum 30 procent rabat i forhold til de normale Jack & Jones-butikker.
”De nye Warehouse-butikker nyfortolker og udfordrer det oprindelige outlet-koncept uden at gå på kompromis med rabatter,” fortæller Peter Kristensen, der er Brand Director hos Jack & Jones, i en pressemeddelelse og fortsætter med at fortælle, hvordan det overhovedet er muligt for brandet:
”Vi holder vores omkostninger nede på nogle parametre for at sikre en lavere pris i vores Warehouse-butikker. For at kunne tilbyde en lavere pris har vi oprettet et separat indkøbsteam, der håndterer indkøb til vores nye retail-koncept. Dermed kan vi tilbyde en fuld kollektion.”
Nem shopping-oplevelse
Med det nye koncept ønsker Jack & Jones at give kunderne en nem og overskuelig shopping-oplevelse.
Inspirationen til Warehouse-butikkerne er hentet fra bekvemmeligheden ved at shoppe online krydret med fornemmelserne fra en lagerbygning. Butikkerne skal være opdelt i sektioner, hvor hvert område repræsenterer en produktkategori – nøjagtigt som når du shopper online. Inddelingen skal gøre det nemt og overskueligt for kunderne at finde lige præcis dét, som de leder efter.
”Vi har hentet inspiration fra online shopping mikset med associationer fra en rigtig lagerbygning. Som forbrugere målretter vi ofte vores shopping online – for eksempel efter en ny t-shirt. Vi filtrerer indholdet på websitet og udvælger et produkt, der tilbydes på siden. Det er det samme princip, som vi benytter i vores nye retail-koncept. Nem navigation er lig med bekvemmelig shopping, og det er, hvad vi ønsker at tilbyde vores kunder i Jack & Jones Warehouse,” afslutter Peter Kristensen.
Jack & Jones har en ambition om at åbne 40 nye Warehouse-butikker indenfor de næste tre år. Brandet har allerede åbnet op for den første Jack & Jones Warehouse den 31. januar 2019 i Designer Outlet Neumünster i Tyskland.