Danske JBS Textile Group A/S har siden 2008 fået produceret strømper hos strømpefabrikken Sparta, som virksomheden nu har overtaget alle aktiviteterne hos.

Pr. 1. marts 2019 kan JBS Textile Group A/S kalde sig for strømpefabriksejer. Undertøjsproducenten har nemlig indgået en købsaftale med strømpefabrikken Sparta, der ligger i den Litauiske hovedstad, Vilnius.

JBS Textile Group har siden 2008 fået produceret strømper hos den næsten 100 år gamle strømpefabrik, som undertøjsproducenten nu har overtaget alle aktiviteterne hos.

Købet af strømpefabrikken sker som et led i JBS’ strategiske planer om styrkelse af egenproduktionen i Litauen, hvor virksomheden i forvejen har fået produceret undertøj og andre produkter siden 1996 – dog på en anden fabrik.

Om købet af Sparta siger Michael Alstrup, der er adm. direktør i JBS Textile Group, følgende i en pressemeddelelse:

”Hos JBS Textile Group har vi en vision om konstant at udvikle virksomhedens kompetencer inden for produktion, design, logistik samt salg af tekstil generelt. Vi ønsker at udvikle os inden for de områder, som vi allerede arbejder med, og vi afsøger altid muligheder for at udvide koncernen med beslægtede forretningsområder. Områder som med købet af strømpefabrikken og brandet Sparta i Litauen kan give synergi mellem produktion og salg af undertøj og strømper på det østeuropæiske marked samt i hele JBS Textile Group A/S.”

Strømpefabrikken Sparta har en kapacitet på omkring 4 mio. par strømper om året. Fabrikken omfatter i dag kun strømper, men fremover vil den også rumme undertøj og andre beslægtede produkter.