Efter flere års økonomisk tumult har Spinning Jewelry valgt at starte på et helt nyt kapitel. Et kapitel, som den nye majoritetsejer Karsten Ree er blevet hovedansvarlig for.

Den danske smykkevirksomhed Spinning Jewelry gik konkurs tilbage i 2013, hvorefter selskabet blev solgt til et konsortium. Smykkevirksomheden har siden hen fortsat med et økonomisk underskud, og nu har forretningsmanden Karsten Ree valgt at opkøbe majoriteten af selskabet.

Direktøren i Karsten Rees selskaber og nu siddende i Spinning Jewlrys bestyrelse, René Eghammer, bekræfter at Karsten Ree nu sidder på mere end 75 procent af smykkefirmaet. René Enghammer har dog ingen yderligere kommentarer til sagen.

Den velkendte designer Julie Sandlau, hendes mand og et par investorer er i sammenhæng med Karsten Rees overtagelse af majoriteten, blevet købt ud af Spinning Jewelry.  De eneste tilbageværende ejere er bestyrelsesformand Henrik Sparup og tidligere administrativ direktør Morten Henrik Pedersen.

Spinning Jewelry blev stiftet i 1985 under navnet Ravsmeden. Selskabet havde senest i 2018 et underskud på 5,3 mio. kroner.