Efter syv års succes med plet-, lugt- og krølfrie skjorter til forbrugermarkedet, træder Labfresh nu ind på B2B-markedet med fokus på en helt ny branche.

Labfresh har nu fokus på restaurations- og hotelbranchen og har i første runde samarbejder med 20 restauranter. Kasper Brandi Petersen, medstifter af modemærket, kalder det en strategisk satsning:

“Interessen fra restaurationsbranchen har været stor helt fra starten. Da vores video med rødvin på en hvid skjorte gik viralt, modtog vi henvendelser fra hundredvis af hoteller og restauranter. Vi vidste, at der var et potentiale, men vi var ikke klar til at levere i den skala på daværende tidspunkt.”

Traditionelt set prioriterer mange restauranter pris over kvalitet, når de vælger uniformer. Labfresh tilbyder en løsning, der både forlænger tøjets levetid og reducerer behovet for vask og udskiftning, lyder det videre:

“Vores teknologi gør, at personalet ser præsentabelt ud hele vagten, samtidig med at restauranterne kan spare betydelige summer på vask og udskiftning. Vores skjorte bruger op til 540 liter mindre vand i sin levetid sammenlignet med en normal skjorte. Når man tænker på, hvor meget tid og penge restauranter bruger på vaskerier, bliver det hurtigt en afgørende faktor. Personalet sætter også pris på skjorten, da de bliver fri for at stryge.”

Strategisk ekspansion
Modebrandets strategi er ikke at ramme alle restauranter, men derimod at samarbejde med udvalgte partnere, hvor produktet kan skabe størst værdi. 20 restauranter og hoteller får adgang til programmet, hvor Labfresh udover uniformer også skaber branding-synergi gennem fælles markedsføring.

“Det er ikke bare volumen, der tæller for os. Vi vil gerne samarbejde med restauranter og kokke, der deler vores fokus på kvalitet og langtidsholdbare løsninger. Derfor har vi optimeret vores produktionsomkostninger for at sikre en konkurrencedygtig pris uden at gå på kompromis,” slutter Kasper Brandi Petersen.

Labfresh planlægger yderligere ekspansion på B2B-markedet i de kommende år.

Foto: PR