Won Hundred Dots. Det hedder det nye limited edition-samarbejde mellem designvirksomheden Fritz Hansen og modebrandet Won Hundred.
Modebrandet Won Hundred, der er kendt for sin brug af denim, sit rene snit og klassiske fit, skal beklæde 100 styk af Arne Jacobsens ikoniske DOT-skamler i et limited edition samarbejde med designvirksomheden Fritz Hansen. Deraf kommer navnet Won Hundred Dots. De 100 skamler skal betrækkes med denim og signeres individuelt med håndmalede numre.
”Ideen omkring at se Dot-skamlen i denim er sjov, fordi det er et så ikonisk og velkendt materiale, anbragt på en ægte Fritz Hansen-klassiker. Og alligevel er looket og kombinationen overraskende og moderne,” siger Christian Andresen, der er chefdesigner hos Fritz Hansen, i en pressemeddelelse om det eksklusive samarbejde.
Skamlerne vil blive solgt i henholdsvis Won Hundreds og Fritz Hansens flagship-butikker i København og på Won Hundreds hjemmeside fra den 10. oktober 2019.