Næsten 14.000 besøgende lagde vejen forbi den nye Lindex-butik i Field’s i København til weekendens åbningsfest.
Da dørene til den nye Lindex-butik åbnede i weekenden, blev der slået rekord for antal besøgende til en åbning af en modebutik i Field’s København. Det skriver modekæden i en pressemeddelelse.
Knap 14.000 mennesker havde valgt at lægge vejen forbi og se de nye lokaler an. Flere havde endda stået i kø i op til to timer før den officielle åbning.
Om den åbningen siger centerets manager Thomas Thomsen:
”Vi er helt overvældede af den fantastiske modtagelse, som Lindex modtog fra vores kunder. Det er tydeligt, at folk har savnet at have Lindex på det danske marked, og vi er meget stolte over at være det shoppingcenter, der åbner den første Lindex-franchisebutik i Danmark. Vi har aldrig før i Field’s historie set en modebutik tiltrække så mange gæster og skabe kø gennem det meste af vores førstesal. Med tilføjelsen af Lindex tilbyder Field´s det bedste fashion-mix i ethvert dansk indkøbscenter.”
Den overvældende interesse falder naturligvis også i god jord hos de to franchisetagere af butikken i Field’s Loa D. Kristjansdottir og Albert Thor Magnusson. De oplyser, at det ikke kun er i den nye butik, at interessen for Lindex er stor, men at modebrandets popularitet på de sociale medier også vokser støt, og at de har planer om at åbne flere Lindex-butikker i Danmark.
Butikken i Field’s tilbyder alle Lindex’ forretningsområder. En procentdel af omsætningen fra den officielle åbningsdag bliver doneret til velgørenhed. Donationen, som er endt på 40.000 kroner, kommer til at gå til Familier med kræftramte børn.