Børnetøjsbrandet blev spået international succes, men er nu taget under konkurs efter svigtende indtjening.
Det danske børnetøjsmærke Pierrot la Lune, som søskendeparret og børnebørn af møbelarkitekt Børge Mogensen Emilie Ventujol og Rasmus Mogensen står bag, deltog med stor succes i DR-programmet Løvens Hule tilbage i 2019.
Brandet blev blandt andet spået stor international succes og fik en investering på 750 t. kroner fra Christian Stadil, Jesper Buch og Peter Warnøe med fra programmet.
Men siden da er det ikke helt gået som ønsket, og indtjeningen har ikke levet op til forventningerne. Derfor endte investorerne i starten af året med at købe sig ud af selskabet. Dengang sagde Jesper Buch:
“For os er det ikke en investeringscase længere. Det er ikke ensbetydende med, at det ikke kan blive en god forretning for Emilie. Derfor har vi givet hende alle hendes ejerandele tilbage.”
Nu viser en meddelelse fra Statstidende, at virksomheden bag Pierrot la Lune er taget under konkurs.
Ifølge Finans har man forsøgt at få en kommentar fra medejer Emilie Ventujol, men hun har ikke ønsket at kommentere på konkursen.
Foto: Pierrot la Lune