I Aalborg tager en nyopstartet virksomhed fart. ReBuyBaby er den nye spiller på banen, hvad angår luksustøj til børn. Virksomheden bygger på bæredygtighed, håndplukkede produkter og abonnementsløsning.
Det Aalborgensiske par, Michelle Lindhardt og Christian Møller, har startet en ny virksomhed, som skal tilbyde eksklusive børnetøjspakker på abonnement.
”Tøjet skal passe sammen på kryds og på tværs, og det skal håndplukkes til hver kunde. Det er et luksuskoncept, så skal vores kunder skal forkæles. Vi forsøger også at efterleve de efterspørgsler, som vi får på de sociale medier og via mails. Det er luksus helt ud til fingerspidserne, ikke kun når det gælder tøjet,” udtaler Michelle Lindhardt til Nordjyske.
De seneste mange måneder har parret brugt utallige timer på at pakke kasser, så kunderne kan få det luksuriøse udvalg lige til døren hver måned. Faktisk har abonnementkoncepter aldrig været så fremgangsrige som nu. Flere virksomheder og brancher vælger at tilbyde disse løsninger, og RebuyBaby er hoppet med på bølgen.
Læs også: Abonnementer har aldrig været så succesfulde som nu
Indtil videre er det gået over alt forventning for det unge par, og virksomheden er i den forbindelse begejstret for sin nye forretningspartner, Andreas Dirksen, som skal hjælpe med at realisere fremtidsmål for det spæde foretagende.
”Hvis bare en lille smule af hans stjernestøv og knowhow drysser ned over ReBuyBaby, så er vi meget glade,” siger det unge par til Nordjyske om samarbejdet med den forretningsgarvede Andreas Dirksen.
Andreas Dirksen kommenterer også, at han har høje tanker om partnerskabet med Michelle Lindhardt og Christian Møller. Han udtaler ligeledes til Nordjyske, at ambitionen er at blive kæmpe store, og at ReBuyBaby ønsker at revolutionere tøjbranchen.
Kilde: Nordjyske