Magasin har købt yderligere aktier i brandet og er nu majoritetsejer med en ejerandel på 60 procent. Med den nye konstellation står det københavnske mærke klar til at accelerere væksten.

Magasin ejer nu 60 procent af det københavnske eyewear-brand MessyWeekend og fortsætter dermed sin strategi om at opbygge en portefølje af danske brands med internationalt potentiale.

”Med MessyWeekend tager vi endnu et vigtigt skridt i vores strategi om at udvikle og løfte danske brands med internationalt potentiale. Brandet har på kort tid vist, at de kan skabe både community og efterspørgsel på tværs af markeder, og det matcher vores ambition om at samle og udvikle de mest relevante brands i Magasin-regi. Vi ser frem til at accelerere væksten – særligt gennem wholesale og de internationale muligheder, der allerede er åbnet,” siger Sandra Garder Abrahamsen, Head of Corporate Communication & PR i Magasin.

MessyWeekend var det første brand, Magasin Ventures investerede i, og øget ejerskab markerer, ifølge Magasin, et tydeligt bevis på, at modellen virker: Når stærke brands kobles med Magasins detailkompetencer og ressourcer, skabes et fundament for vækst og værdi for begge parter, lyder det:

”Vi er utroligt stolte af at have skabt et brand, der bliver solgt i mere end 40 lande og har haft mange hundrede millioner besøgende på vores kanaler fysisk og online gennem de seneste otte år, og som Magasin virkelig tror på vores vision for. Vi helt overbeviste om, at det nye ejerskab med Magasin i spidsen kommer til at sætte fart på vores mål mod at blive verdens førende independent eyewear brand,” siger Mads Koch, co-founder og CEO i MessyWeekend.

Fokus på wholesale og international vækst
MessyWeekend har på få år skabt en stærk position inden for eyewear med et skarpt design, en tydelig identitet og fokus på gen Z. Med Magasin som majoritetsejer er brandet klar til næste vækstfase – især på wholesale-markedet, hvor der allerede nu er indgået aftaler med store, internationale brillekæder, stormagasiner og modeforretninger. Det har gjort, at indsalget til sommeren 2026, ifølge Mads Koch, er vækstet med mere end 100% ligesom antallet af MessyWeekend forhandlere verden over mere end fordobles.

”2025 har været et konsolideringsår for MessyWeekend, hvor vi har styrket vores interne processer og forfinet vores brand-strategi. Vi har ligeledes testet adskillige sub-brands i vores house of brands-strategi, åbnet vores første forretninger i Asien og startet samarbejde med nogle af de største internationale kunder i vores segment. Dét nye fundament er vi klar til at lancere i 2026, og det bliver første skridt på rejsen mod en endnu stærkere forretning,” fortæller Mads Koch.

Nyt kapitel for MessyWeekend
Som led i ændringen af ejerforholdet har co-founder Marc Østerskov valgt at træde ud af virksomheden, mens Mads Koch fortsætter som CEO i tæt samarbejde med Magasin.

”Jeg er stolt af, hvor langt vi er nået på otte år. Rejsen har været både intens og lærerig, og nu er det det rette tidspunkt at give stafetten videre. At Magasin nu overtager det primære ejerskab understreger deres tillid til både brand og forretning, og som majoritetsejer bliver de den ideelle partner til at løfte MessyWeekend til næste niveau,” siger Marc Østerskov.

Med øget ejerskab i MessyWeekend føjer Magasin endnu et vigtigt kapitel til sin investeringsstrategi. Stormagasinet overtog tidligere på året modebrandet Bitte Kai Rand.

Foto: Magasin / PR