Herretøjskæden Marcus er efter 30 år i hænderne på stifter og adm. direktør Preben Clemens blevet solgt for et ukendt beløb.

Sindico Group har overtaget ejerskabet af Marcus Gruppen, der blandt andet står bag kæden Dansk Outlet, der sælger overskudsvarer fra modebranchen med over 30 butikker og en netbutik. Preben Clemens er dermed trådt ud af ejerkredsen af Marcus Gruppen mere end 30 år efter, at han stiftede virksomheden. Tidligere har kæden haft butikker over hele landet.

Til Finans udtaler medejer af Sindico Group, Mikkel Jørgensen, at overtagelsen har været forberedt i et længere stykke tid:

“Vi har i mange år haft samhandel med Marcus-kæden og kender dem ganske godt. I forbindelse med at Preben (Clemens, red.) er en begyndende aldrende herre, skal han på et tidspunkt også nyde sit otium. Vi har dialog med ham i et års tid om overtagelse, hvor der også har været andre interesserede, men nu er vi altså nået til enighed,” siger Mikkel Jørgensen, der ikke ønsker at oplyse prisen for handlen.

Med i handlen følger cirka 25 administrative medarbejdere, kædens hovedkontor i Randers, og de ansatte, som er tilknyttet de fire butikker i Randers, Viborg, Silkeborg og Hobro.

Foto: Unsplash