Modebrandet har været igennem store forandringer, og trods en hård tilpasning af virksomhedens prioriteringer gennem de seneste par år, endte det med en konkursbehandling i april. Men nu genopstår brandet med nye investorer.

April har været en rutschebanetur for Hunkøn, hvor de efter en mislykket rekonstruktion endte med en konkurs. Nu genopstår brandet og lancerer Hunkøn 2.0:

“Det var ikke været muligt at bære Hunkøn gennem perioden med høj inflation, vigende købekraft og høj usikkerhed på flere faktorer. Vi har derfor været gennem en rekonstruktion, som endte med en overdragelse af aktiverne til et nyt CVR-nr. Vi er mega glade for at kunne fortælle, at vi fortsætter Hunkøn i samarbejde med Peter Anker Jensen og Mads Scheibye Würtz som aktive investorer. Vi kan derfor fortsætte Hunkøn med nye, stærke kræfter allerede fra i dag (7. maj, red.), og vi glæder os til at skabe et endnu stærkere brand til alle vores medsøstre,” lyder det fra CEO Trine Keseric.

Bag Hunkøn er designerne Anne Schøler og Trine Keseric, der startede modebrandet en lille kælder i København tilbage i 2015. Den fælles vision om at skabe designs med farverige signaturprints var afsættet, og sammen skabte de Hunkøn. Gennem årene har de udmærket sig ved at kreere et fashion brand, som er blevet døbt ‘et af de mest interessante og modige fashion brands i Norden.’

Lige nu arbejder modebrandet på højtryk for at få alle systemer op at køre igen. De forventer, at alt er klar i løbet af et par dage.

Foto: Hunkøn